For tredje dag i træk var den 25-årige Nicolai Brøchner (Riwal Readynez) med helt fremme i finalen i Normandiet Rundt, og selv om han på den 148 km lange færd fra Bourg Achard til Elbeuf sur Seine i kampen om sejren måtte se sig overtrumfet af hollænderen Arvid De Kleijn (Metec), kunne danskeren trøste sig med, at han tilbageerobrede løbets førertrøje.
Den måtte Brøchner i går aflevere til italieneren Alberto Dainese (SEG Racing), men denne satte i dag over et kvarter til, så dermed udgør han ikke længere nogen trussel mod Nicolai Brøchners position.




























