I stil med sidste år, da han som junior kværnede al modstand sønder og sammen kulminerende med den dobbelte guldtriumf ved VM i Innsbruck, leverede det belgiske teenagefænomen Remco Evenepoel en imponerende opvisning på førstedagen af det helt specielle indslag i cykelsæsonen, som bærer navnet Hammer Series.
Det er en begivenhed, som Velon – en sammenslutning af en række af de førende firmamandskaber – har stablet på benene, og som adskiller sig markant fra de øvrige på den internationale terminsliste.




























