I grafikken ovenfor fremgår det fejlagtigt, at 206 ryttere har båret den gule førertrøje. Det rigtige tal er 266.
Lidt over syv måneder efter, at der i togvognen i Compiègne-skoven med underskrivelsen af våbenstilstanden 11. november 1918 sattes punktum for de frygtelige krigshandlinger i La Grand Guerre, fandt skaberen af Tour de France Henri Desgrange det betimeligt atter at sende en flok cykelryttere ud på de franske landeveje til den styrkeprøve, der i dag, 100 år senere, længst har opnået status som en af verdens mest betydningsfulde og prestigemættede idrætsbegivenheder.
Krigens rædsler havde også ramt Tour de France, og således måtte den 13. udgave af Desgranges opfindelse undvære tre af de tidligere vindere, franskmændene Lucien Petit-Breton (1907 og 1908) og Octave Lapize (1910) samt luxembourgeren Francois Faber (1909), som alle var blevet dræbt ved fronten.
Men 29. juni 1919 kl. 3 om natten gik Tour de France-delen af verden videre, da 69 ryttere fra Parc des Princes i Paris gav sig i kast med den 15 etaper og 5.560 km lange kappestrid, der efter et passende antal hviledage undervejs 27. juli vendte tilbage til hovedstaden for at kåre vinderen.
