Nok var det ventet, at klassementet i WorldTour-løbet Polen Rundt ville slå en gevaldig kolbøtte på den 160 km lange 6. etape fra Zakopane til Koscielsko, men at det skulle blive den 22-årige danske debutant Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), der trak sig ud af strabadserne i Tatrabjergene som den store triumfator, havde vist de færreste forestillet sig.
Ikke desto mindre kom det til at gå sådan, for den klatrestærke unge dansker formåede ved det første møde med stigningerne at sætte samtlige konkurrenter på plads i en grad, så han ikke alene kæmpede sig over stregen til sin korte karrieres første gevinst, men også erobrede den gule førertrøje.




























