Med en imponerende styrkedemonstration af en af løbets storfavoritter, australieren Richie Porte (Trek-Segafredo), og en forbløffende finish af det totalt ubeskrevne blad, englænderen Matthew Holmes (Lotto Soudal), mundede sæsonens første WorldTour-arrangement Tour Down Under ud i en vild finale på den 151,5 km lange afsluttende kongeetape fra McLaren Vale til Willunga Hill.
35-årige Porte har seks år på stribe siden 2014 trukket sig sejrrigt ud af denne sidste, krævende styrkeprøve i hjemlandets mest betydende cykelløb, men i nat dansk tid måtte han se sig henvist til andenpladsen af den ni år yngre professionelle debutant Holmes, uden at det dog for alvor spolerede australierens begejstring.




























