I selskab med en lang række af de etablerede etapeløbsstjerner, der allerede har markeret sig blandt de ypperste på den store internationale scene og står på spring til at gøre det igen i år, leverede 24-årige Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) et fornemt bevis på, at også han har en særdeles spændende fremtid foran sig i selv de skrappeste udfordringer.
På den 170 km lange 5. etape i WorldTour-løbet UAE Tour, der sluttede med en godt 21 km lang bjergfinale op til målet på Jebel Jais i 1.489 meters højde, krydsede det unge nordjyske klatretalent nemlig målstregen som vinder, efter at have sat sin definitive offensiv ind lidt over 1.000 m fra toppen.




























