Med den ene af de to danske kaptajner Cecilie Uttrup Ludwig på en flot ottendeplads sluttede kvindernes landevejsløb ved verdensmesterskaberne i Belgien i en både forbløffende og sikker spurttriumf for den 23-årige italiener Elisa Balsamo i en altafgørende duel med den hollandske veteran og tidligere tredobbelte guldvinder Marianne Vos.
En gruppe på en snes ryttere nåede samlet til mål efter de 157 km, og her demonstrerede Italien endnu en gang sin enormt stolte tradition for nationalt sammenhold, da den rutinerede Elisa Longo Borghini, nr. 2 på verdensranglisten, i opløbet kompromisløst satte sig i front med sin unge landsmand på hjul for så at slå ud lige netop i rette øjeblik til, at Balsamo kunne foretage den nødvendige forcering, så hun holdt Vos en længde bag sig.




























