Jonas Vingegaard forsvarede torsdag den gule førertrøje på Alpe d’Huez, men efter etapen på det mytiske bjerg indrømmede Jumbo-Visma-rytteren, at han havde lidt på den varme etape.
Ikke desto mindre besvarede han de angreb, der i slutningen kom fra konkurrenten Tadej Pogacar (UAE).
Sloveneren forsøgte at sprinte sig til sekunder frem til målstregen, men Vingegaard holdt hans hjul til det sidste.
»Tadej kom med gode angreb, han virkede rigtigt stærk i dag, så jeg havde ikke lyst til at angribe bagefter«, siger Jonas Vingegaard til TV 2.
Han tilføjer, at onsdagens bjergetape, hvor han selv tog den gule trøje med en magtdemonstration, sad i benene på alle ryttere.
Slovener ventede modangreb
Pogacar havde ellers regnet med et modangreb fra danskeren, fortæller han.
»Jeg forventede, at han ville gå i kontraangreb, så jeg selv kunne gå i kontraangreb. Han blev ved med at følge mig, jeg kunne ikke gøre noget. Jeg prøvede nogle gange, men han var for stærk til, at jeg kunne sætte ham. Jeg må forsøge igen på nogle af de kommende etaper«, lyder det fra Pogacar.
I den samlede stilling fører Vingegaard med 2 minutter og 22 sekunder ned til Pogacar på andenpladsen.
Den britiske Ineos-rytter Thomas Pidcock vandt torsdagens 12. etape efter at have siddet i udbrud, og favoritterne i klassementet var aldrig i nærheden af etapesejren.
Det passede Jumbo-Visma fint, fortæller Vingegaard.
»Vi ville ikke kæmpe for etapesejren, for så var der chance for at miste sekunder. Derfor lod vi udbruddet køre og gjorde i stedet etapen hård på Croix de Fer (etapens anden stigning uden for kategori, red.) for at mørne de andre, da vi tror, det er bedst for mig«, siger Vingegaard til TV2.
Ritzau
fortsæt med at læse




























