Dramatik er uløseligt knyttet til cykelsporten. Pedalatleterne skaber sædvanligvis rigeligt selv. Og ofte i mængder af den medrivende slags. Men også lederne omkring dem er ferme til at bidrage. Og her står det straks mere skralt til med den positive og opbyggelige værdi. Som nu Tour de France-striden om radiokommunikationen undervejs på etaperne mellem rytterne og sportsdirektørerne, der kulminerede op til starten i går i Limoges. Og i øvrigt efter talrige verbale udfald mundede ud i det rene ingenting. På paradoksal vis er den historie et glimrende eksempel på, hvor ringe de styrende kræfter på forskelligt plan i den fascinerende idrætsgren er til lige netop – at kommunikere.
0prør og strejke på tale
For hvis de havde lært den kunst, ville en forholdsvis banal problemstilling som den aktuelle aldrig i den grad være kørt op i en spids, at ord som ’oprør’ og ’strejke’ blev bragt på bane.
Allerede i slutningen af sidste år lancerede Tourarrangørerne tanken om det initiativ, som nu er blevet en realitet. Det fremkaldte spredte mishagsytringer, men ingen fælles front endsige dialog. Allerede dengang havde det vel været betimeligt at kommunikere.
Siden godkendte Den Internationale Cykelunion (UCI) nyskabelsen – eller tilbageskridtet, om man vil. Atter kun krusninger på overfladen. Ingen kommunikation.
Op til selve Tourstarten tog sportsdirektørernes vrede røster til i kor, men da de sad over for løbets ledelse på det traditionelle møde, hvor alle retningslinjer blev udstukket, kom emnet aldrig til debat.
LÆS ARTIKELRiis og co. accepterer radiotavshed I stedet præsenteredes Tourdirektør Christian Prudhomme i den forgangne weekend for en protestskrivelse, hvor holdene – minus de fem franske og Garmin – stillede krav om, at forbuddet blev ophævet. I den korte version lød svaret på, at tiden til at protestere længst var forpasset. Og lige på det punkt har Prudhomme da så fuldstændig ret. Men endnu en gang kan det altså konstateres, at divergerende holdninger munder ud i en hårdknude, når der aldrig har været iværksat forhandlinger for at fremkalde et for alle parter tåleligt kompromis. Personligt er jeg modstander af at skrue tiden tilbage og svælge i nostalgiske, romantiserede forestillinger om, hvor anderledes spændende og impulsive løbene formede sig i tiden før de elektroniske hjælpemidlers indtog. Rigtigt er det, at rytterne havde større muligheder for at angribe, uden at rivaler omgående blev varskoet fra servicevognene.
