Følg dagens etape af Tour de France.

Grøn trøje vinder i Touren for 32. gang

Foto: Philippe Lopez/Ritzau Scanpix
Foto: Philippe Lopez/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mark Cavendish fuldendte torsdag et imponerende hattrick.

Her vandt briten for tredje gang i karrieren en massespurt i den franske by Chateauroux i Tour de France.

Det var her, at Cavendish i 2008 tog sin første Tour-etapesejr. Tre år efter vandt han så igen i byen. Torsdag blev det alle gode gange tre.

Quick-Step-sprinteren sejrede foran Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix) og Nacer Bouhanni (Arkea Samsic). Mads Pedersen (Trek) blev nummer ti.

Klassementsrytterne havde en forholdsvis afslappet dag, og der skete ingen forskydninger i toppen af det samlede regnskab. Mathieu van der Poel kan også fredag iklæde sig den gule førertrøje.

Der var lagt op til en rolig etape, men den startede med lyn og torden. Det skyldtes, at en meget stærk ottemandsgruppe blev formet fra etapens start, og derfra gik den vilde jagt – både mellem felt og udbrydere og udbrydere imellem.

I gruppen sad nemlig blandt andre Kasper Asgreen (Quick-Step), Søren Kragh Andersen (DSM), Greg Van Avermaet (AG2R) og Thomas De Gendt (Lotto Soudal).

De otte fandt dog aldrig ind i et velfungerende samarbejde, og kun den forsvarende OL-mester, Greg Van Avermaet, slap til slut helt væk fra feltet med 129 kilometer til mål. Med sig fik han Roger Kluge (Lotto Soudal), men feltets sprinterhold gav dem ikke en reel chance for at holde hjem.

Duoen kom aldrig mere end små to minutter foran. Det var dog først med 2,5 kilometer til mål, at eventyret sluttede.

Dermed endte det altså med endnu en sprinterduel i Châteauroux, hvor også Mario Cipollini tidligere er kørt først over stregen.

Som vanligt førte Michael Mørkøv sit holds sprinter frem i spurten, og ligesom i tirsdags færdiggjorde Mark Cavendish arbejdet. Han udbyggede dermed også sin føring i pointregnskabet.

Fredag venter den længste etape i Touren siden 2000 og de første halvstore bjerge. Rytterne skal tilbagelægge 249,1 kilometer og fem kategoriserede stigninger, heriblandt kategori 2-stigningen Signal d’Uchon kort før mål.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her