SV Werder Bremen har været min klub, siden den rædderlige og mudrede forårsdag i 1986, hvor forsvarsklippen Michael Kutzop brændte det straffespark, som kunne have sikret Werder mesterskabet. Werders Rudi Völler havde forsøgt at løfte bolden over Søren Lerby i Bayernfeltet i kampens absolut sidste minut. Dommeren så en hånd på bolden, det var der ingen andre, der gjorde, men Kutzop var ligeglad, og det var resten af Tyskland uden for Bayern stort set også. Werder havde ført Bundesligaen hele sæsonen og spillet fremragende, så det var helt naturligt at sikre sig mesterskabet hjemme på Weser Stadion mod ærkerivalen fra Bayern, som i den grad havde monopoliseret titlen og heldet – ufortjent straffe eller ej.
Kutzop tog et meget langt tilløb og knaldede bolden på stolpen. Selv Bayernspillerne kunne ikke begribe deres held, og de vandt naturligvis mesterskabet i næste runde, uden på noget tidspunkt at have ligget nummer 1 i løbet af sæsonen. Typisk Bayern. Jeg kunne mærke Kutzops smerte i min 10-årige krop, og et tilhørsforhold var opstået. Bonderøven fra Sønderjylland holdt med bonderøvene fra Nordtyskland – og det gør han stadig.
Først tre år senere, efter tre sølvmedaljer på fem sæsoner, vinder Werder mesterskabet. Otto Rehhagels kontrollerede offensiv slog igennem, og Werder forlod, for en periode, sit kendemærke med kompromisløs (læs: hovedløs offensiv). Herefter blev Werder en klub, man altid kunne regne med blandede sig i top-5 i Bundesligaen og næsten altid spillede europæisk, og mest Champions League.
Det ser lidt anderledes ud nu. Efter en dårlig sæson er den økonomiske virkelighed blevet noget mere stringent end tidligere. Werder står p.t. i en voldsom brydningstid uden helt at have balancen på holdet. Den nuværende femteplads må siges at være et ønskeresultat.
Den bedste spiller på holdet lige nu er desværre 33-årige Claudio Pizzaro. Desværre, fordi alt for meget ansvar bliver lagt på hans evner som målscorer, som dog må siges at være aldrig svigtende, og i hans skrøbelige bentøj. Den vigtigste spiller i klubbens historie har mange navne. Playmakeren har altid spillet en stor rolle hos Werder: Herzog, Basler, Micoud, Diego for at nævne nogen. Votava og den nuværende træner, Schaaf, er to defensivspillere, som har betydet umådeligt meget for klubben. Marco Bode er måske den bedste angriber, klubben har fostret, men min egen favorit var den newzealandske angriber Wynton Rufer, som altid arbejde ydmygt og benhårdt, og som var ude af stand til at brænde et straffespark.
