Armbindet sidder på Simon Kjær. Men på banen er Pierre-Emile Højbjerg stort set en lige så stor leder for landsholdet, ligesom han formår at tale til følelserne og drømmene. Han er formet af sin fars død – og finder ro i selv at være far.
Det virker, som om det slår en lille revne i grimassen, hver gang et par mandehænder rammer hinanden. Derfor må manden i centrum til sidst give op.
Han, Pierre-Emile Højbjerg, står der med sine klare brune øjne, det mørke hår og veltrimmede skæg og forsøger at være fattet, men klapsalverne fra mændene omkring ham, hans holdkammerater og allierede i kamp, sætter sig i ansigtet.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
Politiken laver masser af lyd, og her har vi samlet det hele til dig. Lyt til store lydfortællinger og hør vores journalister læse artikler op.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
