EU giver den tidligere franske fodboldspiller Lassana Diarra medhold i, at Fifa-regler strider mod EU-lov.

Eksperter har kaldt det en mulig bombe under fodbolden. Nu er dele af transferreglerne kendt i modstrid med EU-lovgivning

Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Dele af Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) transferregler strider imod EU’s lovgivning.

Sådan lyder det i en dom fra EU fredag.

Dommen tager udgangspunkt i en sag om den tidligere franske fodboldspiller Lassana Diarra.

Han har udfordret reglerne om, at både en spiller og dennes nye klub holdes ansvarlig for at betale kompensation til en forurettet klub, hvor spillerens tidligere kontrakt er blevet ophævet på grund af misligholdelse.

»De gældende regler er af en sådan art, at de hindrer den frie bevægelighed for professionelle fodboldspillere, der ønsker at fortsætte karrieren ved at gå på arbejde for en ny klub«, lyder det fra den luxembourgske domstol ifølge Reuters.

Eksperter har vurderet, at netop dette udfald i dommen kan blive en bombe under fodboldens transfersystem.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her