Liverpools jubelsæson under Arne Slot er efterhånden længe siden.
Onsdag tabte den forsvarende engelske mester 1-4 til et skarpt PSV-hold i Champions League, og det var 9. nederlag i holdets seneste 12 kampe.
Det var samtidig tredje nederlag i træk, hvor holdet indkasserer mindst tre mål.
Forsvarsgeneralen Virgil van Dijk kickstartede nedturen, da han efter fem minutter rakte en arm i vejret og begik et straffespark, hvor den rutinerede kroat Ivan Perisic udnyttede til 1-0.
Dominik Szoboszlai udnyttede en ripost og bragte balance i regnskabet efter et kvarter, men det kunne ikke fjerne billedet af et skrøbeligt hjemmehold.
Især efter pausen faldt Liverpools korthus sammen.
Midtbanespilleren Guus Til bragte PSV på 2-1 efter et flot angreb, og efter 73 minutter straffede angriberen Couhaib Driouech elendigt forsvarsspil af Ibrahim Konate, da han omsatte en returbold fra et forsøg på stolpen.
Samme Driouech lukkede ballet i overtiden efter en glimrende udført kontra.
PSV har med sejren otte point i midten af det 36 hold store ligaspil. Liverpool har ni point lidt derover.
Tottenham smider to føringer og taber målfest
I 50 minutter så det glimrende ud for Tottenham, men Thomas Franks udvalgte tabte onsdag 3-5 til Paris Saint-Germain i Champions League.
I anden halvleg skruede den forsvarende mester af turneringen op for blusset og udnyttede mangelfuldt forsvarsspil. Midtbaneprofilen Vitinha scorede hattrick.
Nederlaget var Tottenhams fjerde i holdets seneste seks kampe, og efter en lovende sæsonstart er Thomas Frank efterhånden under pres.
I Premier League ligger Tottenham nummer ni, og i Champions League ligger London-klubben nummer 14 med otte point efter fem kampe.
PSG er modsat i sidste sæson med i toppen af ligaspillet og har med 12 point efter fem kampe kurs mod top-8 og direkte kvalifikation til ottendedelsfinalerne.
Arsenals jokere fra bænken sænker Bayern München
Arsenal fortsatte storformen og vandt onsdag aften 3-1 hjemme over Bayern München i Champions League.
Med sejren topper Arsenal nu ligafasen i den prestigefyldte europæiske klubturnering. I den hjemlige Premier League er Arsenal også førerhold, så det går forrygende for Mikel Artetas tropper i øjeblikket.
Scoringer i anden halvleg fra Arsenals indskiftede jokere Noni Madueke og Gabriel Martinelli blev afgørende i onsdagens opgør.
Længe var det dog en tæt og jævnbyrdig kamp, hvor Bayern München også rakte ud efter sejren.
ritzau




























