Marie-Louise Eta fik sin første kamp som cheftræner for Union Berlin mod Wolfsburg, som brød lang sejrstørke.

Forløsende Wolfsburg-sejr spolerer historisk trænerdebut

Union Berlin's træner Marie-Louise Eta er den første kvinde til at stå i spidsen for et herrehold i en af de fem største europæiske ligaer. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Union Berlin's træner Marie-Louise Eta er den første kvinde til at stå i spidsen for et herrehold i en af de fem største europæiske ligaer. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For første gang i 13 kampe lykkedes det Wolfsburg at tage en sejr, da holdet lørdag med Christian Eriksen og Joakim Mæhle på banen vandt på udebane mod Union Berlin.

Wolfsburg, der kæmper for overlevelse i Bundesligaen, vandt 2-1 i et nervepirrende opgør i den tyske hovedstad efter to langskudsmål med oplæg fra henholdsvis Mæhle og Eriksen.

Union Berlin, der havde Frederik Rønnow på mål, fik samtidig forværret en periode med skuffende resultater, mens klubbens nye cheftræner, Marie-Louise Eta, skrev historie.

Den 34-årige Eta erstattede i sidste weekend Steffen Baumgart og skal være cheftræner i klubben for resten af indeværende sæson.

Hun er den første kvinde til at stå i spidsen for et herrehold i en af de fem største europæiske ligaer.

Eta har tidligere vikarieret i en enkelt kamp for Union Berlin, da hun i 2024 fik ansvaret af den daværende cheftræner, som havde karantæne.

Lørdagens kamp mod Wolfsburg var hendes første som officielt ansat cheftræner i hovedstadsklubben.

Union Berlin har kun vundet to kampe i år og indtager en 11.-plads i den tyske liga.

Gæsterne fra Wolfsburg har dog været igennem en endnu mere kritisk periode før kampen og ikke vundet siden januar.

Stadig under nedrykningsstregen

Trods de tre tiltrængte point ligger holdet stadig under nedrykningsstregen på 17.-pladsen. Der er nu to point op til 16.-pladsen, som giver adgang til playoff om overlevelse.

De sidste fire runder bliver afgørende for, om Wolfsburg skal ned i den næstbedste tyske række for første gang siden 1997.

Lørdag startede det dog rigtig godt, da Patrick Wimmer efter 11 minutter scorede et fantastisk mål. Mæhle spillede bolden ind til østrigeren, som sendte bolden højt i målet forbi Rønnow.

I begyndelsen af anden halvleg gik der ikke engang et minut, før den danske Union Berlin-keeper igen fik problemer. Denne gang var det Eriksen, der spillede bolden til Dzenan Pejcinovic, som sparkede bolden i netmaskerne fra distancen.

Med 20 minutter tilbage af kampen kom endnu en dansker på banen i form af Wolfsburgs Adam Daghim.

I det 85. minut kom der igen spænding i opgøret, da Oliver Burke reducerede til 1-2. Union Berlin lagde til sidst et massivt pres, men formåede ikke at få udlignet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her