Overvejelserne stod i kø i Tottenham, inden Premier League-klubben tidligere på året valgte at fyre danske Thomas Frank som cheftræner.
Klubben var havnet i en elendig stime, og ledelsen blev mødt af hård kritik fra fansene, der overvejende mente, at Frank skulle have fået sparket tidligere.
Ifølge Tottenhams direktør, Vinai Venkatesham, opstod der en masse historier om, at klubbens ledelse var passiv i en lang periode.
Men ’det er simpelthen ikke rigtigt’, understreger han i et interview med britiske BBC, hvor direktøren sætter ord på Tottenhams skuffende sæson.
I vurderingen af Franks fremtid fortæller direktøren videre, at klubben blandt andet tog højde for resultaterne.
Danskeren blev fyret i midten af februar, og på det tidspunkt havde Tottenham ikke vundet en kamp i Premier League i 2026.
Overvejelserne gik også på sandsynligheden for, hvorvidt Frank ville være i stand til at vende skuden. Derudover var klubben bekymret for timingen.
Det er ikke ligefrem fordelagtigt at fyre træneren midt i januars transfervindue, ligesom det kan være udfordrende at finde en passende midlertidig træner.
Forsøgte at lokke De Zerbi
Direktøren fortæller til BBC, at Tottenham forsøgte at lokke Roberto De Zerbi til klubben på en permanent aftale fra Marseille efter fyringen af Frank.
De Zerbi var ifølge direktøren imidlertid ikke interesseret i at overtage jobbet midt i sæsonen, hvilket fik klubben til at ansætte Igor Tudor midlertidigt.
Efter syv kampe i spidsen for Tottenham forlod Tudor klubben efter gensidig aftale, inden De Zerbi kom til i slutningen af marts.
»Vi var selvfølgelig meget skuffede, da det stod klart, at vi ikke ville ansætte Roberto permanent (i februar, red.)«.
»Vi befandt os derefter på det midlertidige marked, som generelt ikke er det bredeste«, siger direktøren.
Tottenham ansatte Tudor midlertidigt, fordi klubben vurderede, at han ikke ville bukke under for presset.
Tudor har ifølge direktøren en helt anden personlighed end Thomas Frank, og klubben havde brug for noget andet, lyder det.
Først i sidste spillerunde i Premier League lykkedes det Tottenham at redde sig endnu en sæson i den bedste række.
På tværs af alle turneringer nåede Thomas Frank 38 kampe i spidsen for Tottenham. Det blev til 13 sejre, 10 uafgjorte og 15 nederlag.
ritzau
fortsæt med at læse




























