Tilbud: Læs og lyt til Politiken digitalt for 149 kr./md.

18-årige James Bogere scorede to mål, da AGF slog Sabah 2-1 hjemme i det første opgør i CL-kvalifikationen, der blev udsat på grund af trafikale problemer for begge hold.

To drømmemål og VAR-kendelse giver AGF spinkel sejr i CL-kvalifikationen

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

AGF er et lille skridt tættere på playoff-runden i Champions League. I første opgør mod aserbajdsjanske Sabah FK sikrede aarhusianerne sig et smalt forspring inden returkampen i Baku i næste uge.

Gæsterne gik ellers hårdt til den og truede flere gange AGF, men 18-årige James Bogere havde en aften, han sent vil glemme. Den ugandiske angriber scorede to fremragende mål på den lånte hjemmebane i Randers, som eksploderede ved begge lejligheder. En reducering fra Sabah lagde dog en dæmper på festen, og AGF måtte nøjes med en 2-1-sejr.

Det kunne dog være gået værre. I kampens sidste minutter scorede Sabah igen, men målet blev annulleret efter et VAR-tjek.

Selv om AGF midlertidigt spiller sine europæiske hjemmekampe på stadionet i Randers, skabte de aarhusianske fans en imponerende kulisse til opgøret i tredje runde af kvalifikationen til Champions League. Stemningen blandt de knap 9.000 tilskuere på Cepheus Park lod sig ikke mærke af, at de måtte væbne sig med tålmodighed. Trafikale problemer ramte nemlig begge holdbusser og udsatte kampstart med 40 minutter.

Mens rammen var smuk, var billedet på banen et andet fra første fløjt. Sabah gik fysisk til værks og gjorde det svært for AGF at få sat sit pasningsspil op. Gæsterne kom også frem til flere muligheder, og efter 22 minutter måtte Mads Hedenstad levere en stor redning for at forhindre Sabah i at bringe sig foran.

Frederik Tingager var tilbage i cheftræner Jakob Poulsens startopstilling, efter at han udgik med en skade i den seneste kamp mod Lyngby. Comebacket varede dog ikke engang en halv time. For anden kamp i træk måtte den rutinerede midtstopper lade sig udskifte.

Fejrede mål med solodans

Den eventuelle bekymring blev dog kort efter glemt i Randers. Få minutter senere opsnappede James Bogere nemlig en løs bold på kanten af feltet og tøvede ikke. Den 18-årige ugandiske angriber hamrede bolden op i målhjørnet med en flugter og sendte stadion i ekstase.

Hos gæsterne voksede frustrationen efter AGF-målet. Allerede i første halvleg måtte dommeren uddele gule kort til to Sabah-spillere og cheftræner Valdas Dambrauskas.

I anden halvleg gik kampen det første kvarter lidt i stå, før Bogere igen tændte festen i Randers. Selvtilliden strålede fra angriberen, som på endnu en førstegangsafslutning klaskede bolden i mål i venstre hjørne efter en time. Målet blev fejret med solodans foran fansene, der ikke kunne få nok af den unge ugander.

Sabah havde dog på ingen måde lyst til, at festen skulle fortsætte. Få minutter senere kombinerede gæsterne sig flot igennem, og Veljko Simic kunne nemt udplacere AGF-keeperen.

Bogere kunne også have fuldendt en perfekt aften med et hattrick. Med et kvarter igen blev han sendt alene igennem, men i stedet for at afslutte trak han ind i banen, afdriblede et par Sabah-forsvarere og sendte forsøget forbi mål.

I kampens døende minutter fik tilskuerne sig endnu et chok. Sabah fik sendt bolden i mål efter en standardsituation, men efter et VAR-tjek blev scoringen annulleret for offside.

Gæsterne pressede på til det sidste, men AGF holdt stand og tog første stik.

Returkampen spilles tirsdag i Baku. Vinderen af det samlede opgør møder enten Hapoel Beer-Sheva fra Israel eller serbiske Røde Stjerne Beograd i playoff-runden om en plads i Champions Leagues ligaspil.

Ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her