Det var de rigtige hold, de var begge nævnt i programmet. Holland mod Argentina, den sidste kamp i pulje C - kampen om førstepladsen. Men der manglede noget. Nogle procenter ærgerrighed, en skålfuld intensitet, en skefuld indædthed og en knivspids vildskab. Alt det ekstra, der kræves for at krydre og vinde den fodboldkamp, der handler om - turneringsmæssigt - liv eller død. Intet på spil Og dét var netop kernepunktet i Frankfurt - at mødet mellem de stolte fodboldnationer Argentina og Holland ikke handlede om overlevelse. For begge hold var videre i turneringen, klar til ottendedelsfinalerne. Og derfor blev kampen, trods de glimt, der kaldte på en anelse gåsehud, en noget glansløs kopi af det spil, begge hold har leveret i sine første kampe under slutrunden. Lidt som chili con carne uden chili, lidt som koldskål uden kammerjunkere, lidt som Politiken uden At Tænke Sig. Taktiske overvejelser Da holdene gik på banen, vidste de - efter Portugals sejr over Mexico - at vinderen af pulje C ville komme til at møde Mexico i ottendedelsfinalen. Og Argentina vidste desuden, at ville holdet bevare sin puljeførsteplads, hvilket uafgjort ville være nok til, så kunne man slippe for at støde ind i Brasilien før selve finalen. Altså taktiske spekulationsmuligheder, men alligevel ikke noget, der fik trænerne bag de to hold til at satse og beordre 'fuld skrue'. Robben, Crespo og Saviola ude Tværtimod blev der spekuleret i forsigtighed - sådan at forstå, at begge hold lod nogle af sine stærkeste spillere samt de gult-kort-behæftede og karantænetruede sidde udenfor. Og det satte sit præg på kampen, som aldrig kom til at leve op til 'plakaten', men som i stedet havde noget sommershow over sig - dog uden særligt meget show. Derfor var det helt naturligt, at forestillingen endte målløs. Eksempelvis var Holland uden sin hvirvelvindsspiller Arjen Robben, der angrebsmæssigt har tegnet holdet i denne slutrunde, og heller ikke van Bronckhorst og van Bommel var med. Hos Argentina sad Saviola og Hernan Crespo på udskiftningsbænken - og dermed var kampen berøvet nogle af sine største aktører og individualister. Sommerkamp For de 48.000 tilskuere i Frankfurt var opgøret en skuffende oplevelse, og 'sommerstemningen' på banen blev da også af og til ledsaget af en forståelig piften. For det var ikke nogen storkamp, ikke noget topopgør. Dertil var de to hold for tilfredse med VM-virkeligheden. For med uafgjort kom der ikke ridser i moralen. Men undervejs, skal det retfærdigvis siges, fik begge hold vist 'uddrag' af deres fremragende repertoire - og i disse øjeblikke imponerede ikke mindst det argentinske småspil, de kvikke, tætte kombinationer, der udføres med overlegen teknik, og som pludselig kan blive løst op med en lang aflevering, der flytter spillet over i den modsatte side - hvor andre overtager kombinationerne. Tro på Argentina Det gav argentinerne nogle eksempler på, og det er den slags, der overbeviser os tilskuere om, at dette hold rummer så megen kraft, at det ikke er fjollet at tro, at Argentina ender som et finalehold. Her, 20 år efter triumfen i Mexico, hvor Gud - som Maradona sagde - gav en hånd med. Eller var det Djævelen?