Findes der et menneske, der har øjne i nakken? Hvis der gør, må det være Juan Riquelme. Den argentinske midtbanedirigent, der var omdrejningspunktet i Argentinas mesterlige opvisning i den knusende 6-0-sejr over Serbien-Montenegro, så alt, løb overalt, kunne næsten alt og bandt sydamerikanerne spil sammen og bestemte tempo og rytme, så det både var uendelig smukt, ofte utrolig velkomponeret og målsøgende - foruden enormt demoraliserende for modstanderne, der til sidst var klar til at kaste håndklædet i ringen og bare give op. Suveræn orientering Juan Riquelme vidste, hvor bolden skulle hen, inden han fik den, fordi han havde orienteret sig om med- og modspilleres placeringer. Og derfor kunne han 'bare' dreje rundt og aflevere, kort eller langt, ud mod den side, hvor han havde ryggen til, da han modtog bolden. Eller så let som ingenting vippe den videre bagud eller til siden med et tjat med vristen eller et smart stød med vristen. Teknik og spilintelligens Serberne satte Albert Nadj til at følge og dække Riquelme op. Nadj fik aldrig sat en tackling rigtig ind, fordi argentineren mærkede, hvad der kom og så førstegangsafleverede og dermed både holdt spillet flydende og frustrerede både Nadj og de andre modstandere, der halsede efter bold og mand uden at kunne dæmme op for argentinernes hurtige kombinationsspil. Teknik, spilintelligens og løbevilje fik tingene til at gå op i en højere enhed for Argentina, der i Gelsenkirchen spillede sig op som VMs største favorit lige nu. Maxi Rodriquez 1-0-scoring var signalet til en total dominans af et hold med en flok atletiske spillere, der først og fremmest tænker på kollektivet og derfor alle bidrager både til at generobre bolden, når den er tabt, og til at bygge angrebene op, fordi de tilbyder sig og flytter sig for hinanden. Vidunderlige pasninger Argentina spillede i en meget fleksibel 3-6-1-formation med venstreforsvareren Sorin skubbet op på midtbanen og Javier Saviola som en blanding af angriber og kantspiller i højre side. Juan Riquelme var den centrale, offensive midtbane, der sugede spillet til sig, sørgede for temposkift, fordelte boldene med vidunderlige centringer, og som uafbrudt var i bevægelse (indtil argentinerne sparede på kræfterne i slutningen af kampen). Hele tiden på vej mod bolden, mod en position, hvor han kunne modtage den, og efter hver eneste aflevering til stadighed i bevægelse. Hæl og tå Riquelme satte kombinationerne, der førte til Esteban Cambiassos 2-0-scoring, i scene. Det var fodbold i ekstraklasse, da bolden blev ekspederet rundt, mens modstanderne så forvirrede og rådvilde ud, og Crespo til sidst med hælen lagde den tilrette for målscoreren. Så var det kun et spørgsmål om, hvor stor sejren ville blive. Argentinerne kreerede chancer og lavede mål til den store (VM)-guldmedalje og altså 6-0 i alt. Opgivende serbere Serberne forsøgte at komme tilbage i kampen inden pausen, men stort set hver gang, de nærmede sig det argentinske mål, blev de overfaldet og bremset. Argentinerne sendte tre-fire mand, ofte flere, til at omringe boldholderen på en måde, så det lignede en bisværm på jagt efter et blomsterbed. Det var legestue i anden halvleg - og på tribunen teede Diego Maradona sig som en gal i overstadig glæde. Man forstod hans og de mange landsmænds stolthed over at være argentinere.