Cirka en time og et kvarter inden kampstart begyndte det at regne. Det startede som små dryp, som ikke gav vinduesviskeren den store udfordring, men udviklede sig hurtigt til fede skomagerdrenge, der klaskede mod ruden. Omkring ti kilometer ude i det østjyske mørke anedes projektørtårnenes lys fra Forum Horsens Stadion. Som halvflade cykellygter i tæt tåge. Tris ramme Det lignede en trist ramme til et bundopgør mellem ligaens to mindst scorende hold. Mellem et hjemmehold, der ikke havde vundet på hjemmebane og et udehold, der ikke havde fået fuld gevinst på udebane. Det her kunne kun ende 0-0. De mennesker, som ikke lod sig skræmme af de ildevarslende udsigter, blev dog hurtigt belønnet for deres mod. Allerede efter tre minutter blev udeholdets vikarierende angriber, Simon Nagel, spillet fri i dybden, men misbrugte chancen til Horsens-spillernes held. To minutter senere var den gule angriber Besart Berisha hurtigst over en bold i Silkeborgs forsvar, og så var det Silkeborg, der var heldige. Tredobbelt chance Efter endnu et par minutter var det Silkeborgs tur til at misbruge - ikke bare en enkelt, men en tredobbelt chance - og kort tid efter var Charles Akonnor tæt på for Horsens. Sagt på en anden måde: Det var sjovt at være tilskuer i Horsens. Ligegyldigt om man havde rødt eller guld blod til at varme under dynejakken. Når publikum ikke fik et mål at varme sig på inden pausen, skyldes det et problem, som de to klubber deler, og som de med garanti er meget opmærksomme på. Måltørke. Silkeborg - med 12 mål i 14 kampe - har været hårdt plagede af skader i angrebet, mens Horsens - med syv mål i 14 kampe - indtil videre kun har fået skudt Besart Berisha i stilling som angriber med mål i støvlerne. Forgæves løbearbejde Hos Horsens forsøgte man at løse problemet ved at sætte Simon Elbæk Jensen i front ved siden af topscorer Berisha. Det var ikke svaret. Elbæk og Berisha kom til at ligge for langt fra hinanden, og de fik ikke nok ud af hinandens store løbearbejde. Det samme kan man sige om Silkeborgs angreb, hvor den hårdarbejdende og nyligt tilbagevendte Iddi Alkhag virkede ti procent hurtigere end sine modstandere, men manglede en decideret angrebsmakker - og ikke en omskolet midtbanespiller - for at få fuld valuta ud af anstrengelserne. I begge ender kan det siges meget simpelt: Begge angribere spillede godt - hver for sig. Fodboldkampe vinder man ved at spille sammen. Kvaliteten dalede I anden halvleg dalede spillets kvalitet betydeligt. Det høje tempo fra første halvleg faldt, og de store chancer blev byttet ud med mere sjældne skud fra halvdistancen. Der blev ligeledes tacklet mere end der blev spillet, og meget opspil blev flyttet fra den våde græsplæne til den tynde luft i anden sals højde. Udviklingen må have været ubehagelig for de 2.680 tilskuere, der pludselig blev mindet om, at de var vidner til en bundkamp. Det kunne man sagtens glemme inden pausen. De store muligheder i anden halvleg stod Horsens for, men det var meget få - vistnok kun en. Den misbrugte Kasper Klausen, fordi han driblede for meget i stedet for at afslutte. Den afbrænder kan godt komme til at koste nattesøvnen, for kampen endte 0-0. Det er ganske korrekt, at hævde, at det ikke var en uventet nulløsning. Men det var en til tider både underholdende og velspillet nulløsning. Det gik som frygtet. Næsten.