Den gamle mester gentog sit kunststykke fra 1998-finalen, da han på det olympiske stadion i den tyske hovedstad bragte Frankrig hurtigt foran 1-0 i VM-finalen mod Italien. Og Zinedine Zidane så sig selv sidde på fodboldens VM-trone med det gyldne trofæ i hænderne for anden gang som afslutning på en gylden karriere. Men fodboldguden, geniet, den blå engel, der har givet os alle så meget og spillet, så man bare måtte sætte sig tilbage og fryde og glæde sig over at have oplevet ham med bolden for fødderne på grønne græs, forlod verdensscenen som en voldsmand, en forbryder. Zinedine Zidane svigtede sit hold og sit land og blev sat i skammekrogen, da franskmændene virkelig havde brug for ham. Og så vandt Italien verdensmesterskabet. Opførte sig som en gadedreng Hvad der skete i hovedet på Zidane i det sekund, da han totalt mistede besindelsen, tog tilløb og som en vild, olm tyr borede sit hoved ind i brystkassen den italienske stopper Marco Materazzi, der faldt i omkuld, står som en gåde. Sagde Materazzi noget til ham? Muligvis. Men en 34-årig mand, der har været med til alt, prøvet alt, er blevet provokeret mange gange, må bare ikke opføre sig som en gadedreng. Det var så grimt at opleve, så oprørende og dybt uforståeligt, at Zidanes afsked skulle blive på den vanærende måde. Hvilken dramatisk afslutning i en kamp, som var tæt og spændende, men ikke nogen skønhedsåbenbaring spillemæssigt set. Zinedine Zidane gemte sig, mens holdkammeraterne gjorde klar til den nervepirrende straffesparks-konkurrence. Her skulle Zinedine Zidane have sat kronen på værket i en afskedsoptræden, der begyndte så godt. Han forlod som kaptajn sit hold i utide, og så tabte det. »Italia, Italia, Italia«, skrålede de italienske tilskuere i starten i den ene stadionende - og de franske fans svarede igen fra den ende. »Allez les Bleus«. Ikke så intim stemning Stemningen og atmosfæren er ganske vist ikke helt så 'intim' i Berlin, så ladet med spænding og så 'elektrisk' som på Dortmunds Westfalenstadion, hvor larmen ligesom bliver holdt inde på de stejle tribuner under taget og folk er tættere på banen og spillerne. Men man kunne mærke forventningerne, fornemme håbet og drømmen om den store triumf i den sidste kamp, den afgørende om titlen. Zinedine Zidanes føringsmål hindrede, at det blev en alt for taktisk, forsigtig første halvleg, som nogle havde frygtet, fordi det var to stærke forsvarshold, der mødtes. Og da den store italienske stopper Marco Materazzi sprang højere end Patrick Vieira i en luftduel og udlignede til 1-1 på den hjørnesparksbold, som Andrea Pirlo lagde forholdsvis tæt ind under mål, fik publikum færten af en lille finale-målfest i en slutrunde, som ikke har været særlig målrig. Zidane fik ikke sat sit stempel Italienerne lod Zinedine Zidane slippe for at blive holdt i kort snor som en hund, der løber rundt og laver ulykker, hvis den har for frie tøjler. Gennaro Gattuso var manden, der skulle holde mest øje med den franske dirigent, og Zidane fik ikke rigtigt sat sit stempel på spillet i de første 45 minutter med en del afbrydelser, når en spiller skulle sunde sig og ømme sig efter en nærkamp. Nutidens spilleres smertetærskel er åbenbart lavere, end den var hos topspillerne for nogle få år siden Med to angrebsivrige backer Gianluca Zambrotta og Fabio Grosso, der på skift gik på angrebstogter langs sidelinjerne, var italienerne de mest initiativrige i den ujævne første halvleg, hvor Italien have et klart overtag i luftrummet ved det franske mål. Fabien Barthez blev for det meste inde på stregen og lod forsvarerne om at gå op til Materassi, Luca Toni og de andre store drenge i dødboldsituationerne. De franske angreb blev mest sat ind stødvist med sigte på at bringe Thierry Henry i scene. Han var kommet i menneskehænder hos Materazzi og 100 kamp-jubilaren Fabio Cannavaro, manden der er så dreven, hurtig og beslutsom, at angribere, der tænker sig om en brøkdel af et sekund for længe, for sent opdager, at Cannavaro har været der og ekspederet bolden væk fra farezonen. Uinspireret Totti Efter pausen så den italienske midtbane, hvor en uinspireret Francesco Totti flød underligt rundt uden rigtig kontakt spillet, usammenhængende ud. Franskmændene kom af sted med hurtige pasninger fremad banen, og et par skarpe indlæg fra siderne, og Thierry Henry virkede giftig, når han kom løbende med front mod en forsvarer, der måtte bakke og håbe på hjælp fra en sidemand til at bremse den hurtige franskmand. Men Buffon i det italienske mål blev ikke for alvor testet. Der var et stort, trættende slag om herredømmet på midtbanen, og svært for manden med bolden at finde åbninger og rum, hvor der var frit og plads til at lægge en aflevering. Det var en intens forestilling, hvor man havde på fornemmelsen, at der skulle en dødbold til at lægge op til et sejrsmål. Måske et frispark fra Zidane? Eller fra ´den veloplagte Andrea Pirlo, der sparkede bolden lige uden om stolpen. Som tiden nærmere sig de 90 minutter, faldt tempoet, og i den forlængede spilletid så man gå-fodbold med masser af dårlige afleveringer. Var aktørerne trætte efter en lang turnering, var respekten for modstanderne for stor? I hvert fald forstod man godt tilskuernes utilfredshed med, at der blev skabt for lidt, skete for lidt, og at underholdningsniveauet dalede gevaldigt. Frankrig lignede en vinder Men Frankrig lignede vinderen. Italienerne kunne ikke holde på bolden, og både Ribery og Zidane havde brillante scoringsforsøg. Franskmændene var bedst i de to gange 15 minutter, også efter at Zidane havde forladt banen, for sidste gang, grædende, angrende og i skam. Men italienerne var de mest sikre skytter, og mens Zidine Zidane gemte sig, og alle franskmænd græmmede sig, jublede hele Italien over det fjerde verdensmesterskab, efter triumferne i 1934, 1938 og 1982.