I det 86. minut udligner Blovstrød IF til 4-4 i fodboldkampen mod FC Turkiyem. Dommer Michael Friis Grome løber baglæns tilbage til midtercirklen for igen at give bolden op på banen ved Frederikssund Gymnasium. En mobiltelefon flyver 25 meter gennem luften og lander tæt ved ham. Han beslutter straks at fløjte kampen af. Sekunder senere samler en spiller fra FC Turkiyem kampbolden op og kaster den efter Michael fra omtrent seks meters afstand. Den har retning mod hovedet, men Michael når at parere med armene. Skubbet omkuld og sparket Herfra går det stærkt. En spiller skubber Michael omkuld. Om det er nummer 8 eller 10 fra FC Turkiyem er usikkert, men to spillere er tæt på Michael, og begge sparker ham. Nu stormer FC Turkiyems tilhængere mod Michael. Spark sejler ind på hans krop. Han når lige at tænke: »Hvad fanden?«, inden han mister hukommelsen. Han ligger i fosterstilling på jorden. Afstressende Historien begynder en smuk efterårsmorgen søndag 7. oktober 2007. Michael ruller sin sølvfarvede Seat ind på parkeringspladsen ved Frederikssund Gymnasium. Han er i god tid. Der er 45 minutter til kampstart, og dommeren skal kun være der en halv time før. Michael lægger sin telefon under venstre forsæde. Der plejer han at efterlade den, når han dømmer kampe. Han smiler til sin kæreste Jenni. Planen er, at de skal ud at spise hos Jennis forældre i Holte samme aften. De bor begge stadig hjemme og sørger for at spise sammen hos enten Michaels eller Jennis familie stort set hver weekend. Det er dejligt afstressende at hænge ud med familien. Det glæder han sig til at gøre igen. Ligesom han elsker at dømme fodboldkampe, som når han mødes med dommerkolleger og spiller hockey. Indenfor er der kun to omklædningsrum. Derfor skal han vælge FC Turkiyems omklædningsrum. Sådan har man arrangeret det, fordi hjemmeholdet altid har ansvaret for dommerens ve og vel. Inden han går, tager han alt med sig. Det gør han altid for at være sikker på, at ingen stjæler noget. Alle hilser på hinanden Ved banen bliver der snakket og leget med boldene ud over en meget let opvarmning. Der ligger dug på det bløde græs, der ikke er blevet klippet i nogle uger. Solen forsøger at varme plænen op. Temperaturen er omtrent 13-14 grader. Han kigger over på spillerne. FC Turkiyem er i orange trøjer med sorte tal på ryggen. Dem har han aldrig dømt før, men han kan huske at have dømt de gul-grønne fra Blovstrød IF. Kort efter modtager han holdkort fra begge hold med navne og rygnumre. Han giver det hele til Jenni, så hun kan holde det under kampen. I midtercirklen hilser alle FC Turkiyems spillere på Michael inden kampen. Det samme gør de gul-grønne spillere fra Blovstrød IF. Det er kutyme med en sådan fair play-hilsen. Træneren fra FC Turkiyem får også givet Michael hånden og beder Michael dømme ligeligt. Holdlederen fra FC Turkiyem holder sig i baggrunden og får ikke hilst. Kort efter, klokken 11, fløjter Michael kampen i gang. Til venstre, bag Blovstrøds spillere og tilskuere, er et højt buskads. Det skal han senere få brug for. Kampen forløber roligt mellem spillerne, hvis man skal tro Blovstrøds anfører Peter Kargaard. Der var kun problemer mellem FC Turkiyem og Michael. FC Turkiyem-spillere går amok Holdlederen fra FC Turkiyem forklarer sidenhen i byretten, at han langt fra er tilfreds med kampens forløb. Når bolden er ude, ender det oftest med indkast eller målspark til Blovstrød IF, og da FC Turkiyem kommer foran 4-2, bliver der pludselig uddelt »to-tre røde kort« til FC Turkiyem, som holdlederen udtrykker det. Det irriterede dem kraftigt. Hvorfor skulle de spille aggressivt på dette tidspunkt? Det er slet ikke logisk, fremfører han. I anden halvleg får en høj og skaldet spiller fra FC Turkiyem, nr. 13, gult kort for en forseelse, hvorefter han kalder Michael »racist« og »lortedommer«. Det vil Michael ikke finde sig i, så han giver 13’eren endnu et gult og dermed rødt kort. I vrede spytter 13’eren og rammer Michael lige midt på blusen. Allerede her kunne Michael have afbrudt kampen, men vælger i stedet at fortsætte. Spilleren kommer jo væk derfra. Det skal han, når han får rødt kort, og der er ikke problemer efter det. Michael giver i alt dette ene røde kort og to gule kort til to forskellige spillere i kampen – gult kort giver i serierækkerne ti minutter uden for banen. Alt sammen i anden halvleg. De gule kort er begge for brok. Da Michael i kampens 86. minut godkender målet til 4-4, er det foreløbig sidste gang, han dømmer en fodboldkamp uden en konstant frygt for konfrontationer. At målet er fair, bliver aldrig siden betvivlet af nogen parter. Overfaldet Michael ligger ned. Han når aldrig at reagere. Selv om han har lilla bælte i karate til daglig – det er to niveauer under det sorte bælte – når han aldrig at komme i forsvarsposition. Et spark rammer. Et mere. Det fortsætter. I ryggen, i maven, men aldrig i hovedet. En af spillerne sparker Michael i nakken, går rundt om ham og placerer endnu et spark i maven. Spiller nr. 10 fra FC Turkiyem – en muskuløs mand med tilbagestrøget, mellemlangt, bølget hår med voks i – er blandt dem, der sparkede Michael. Otteren er der også. Holdlederen fra FC Turkiyem, en tæt bygget mand, løber ind fra sidelinjen. Han spæner hurtigt og trækker flere med sig. Kort efter sparker han Michael i nakken og lægger tydeligvis vægt bag. Endnu en mand, i blå sweatshirt, sætter også spark ind. Da overfaldet er på sit højeste, står en lille klump omkring Michael og behandler ham som en sandsæk, der er faldet ned. Jenni havde inden kampen placeret sig på FC Turkiyems langside ved siden af deres udskifterboks. Hun følte sig tryg inden kampen, men føler det nu som en film for sin indre nethinde, da hun ser Michael blive angrebet. »Du skal ikke være bange, det er jo ikke dig, vi går efter«, er der en FC Turkiyem-spiller, der siger til hende. Blovstrød forsøger at gå imellem Der går fem sekunder. Der går ti sekunder. Måske går der længere tid. Sparkene sejler ind over Michaels gummikrop. Blovstrød IFs spillere forsøger at kaste sig imellem. Kort efter kommer Michael til sig selv igen. Han springer op og løber med Blovstrøds spillere over til en nærliggende busk på højde med træerne bagved. Et hegn længere ude lukker banen af mod vejen. Anføreren fra Blovstrød IF stiller sig helt tæt på Michael, mens omtrent fem af hans holdkammerater danner en beskyttende cirkel omkring ham. Michael råber til Jenni, at hun skal komme over. Hun samler sig, tager hans taske og løber over. De mødes i et kram og begynder begge at græde. Michael er mærket, men kan stå oprejst. »Tudeprinsesser«, tilføjer en FC Turkiyemspiller. Jenni har holdkortet i hænderne, men det hugger FC Turkiyems holdleder. Han er meget ophidset, gestikulerer vildt og siger, at Michael vil ødelægge hans hold. Michael afviser og siger, at han kun vil indberette det. »Ved, hvor I bor« Holdlederen appellerer til, at Michael bør være godhjertet og siger, at Michael kun får kortet, hvis han lover at skrive noget pænt om FC Turkiyem, men Michael giver sig ikke. Til sidst kaster holdlederen holdkortet i hovedet på Michael. På vejen op til parkeringspladsen råber FC Turkiyems spiller nr. 14, at de skal være glade for, at de ikke er arabere. Så havde de fået tæsk med det samme. Michael bliver dog ikke bange. Blovstrødspillerne skærmer ham imens. Holdlederen fra FC Turkiyem understreger, at han ved, hvor de bor, og at de ikke skal føle sig sikre. Nummer 14 fra FC Turkiyem siger, at de har præcis tre minutter til at forsvinde. Ellers vil de blive forfulgt. Der er på dette tidspunkt flere gange blevet råbt ’luder’ efter Jenni. Jenni tænker kun på ét: at komme væk. Michael sætter sig bag rattet og mærker adrenalinen pumpe. »Shit noget lort«, tænker han.

Ringer til faderen
Han er øm i nakken og har ondt i hovedet. Da han læner sig tilbage i sædet, kan han mærke, han også er øm i kroppen. Først om nogle timer mærker han sine hænder ryste. Da de er kommet ud på vejen, finder han sin mobiltelefon frem under førersædet. Han kigger i bakspejlet.

Der er ingen, der følger efter.

Jenni sidder stille og græder ved siden af. Han slår via bluetooth telefonen til radioens bilstereo og ringer op. På den måde behøver han ikke holde telefonen i hænderne.

Michaels far, René Friis Pedersen, tager telefonen. Han bliver mødt af et halvt hulkende og grædende, halvt grinende virvar af ord fra sin søn, der begynder med: »Jeg er blevet overfaldet …«

»Michael, jeg har sgu ikke tid til det pis«, svarer René og rækker telefonen til Michaels mor, Charlotte Grome.

Han er sur over sådan en omgang telefonfis. Kort efter læser han i sin kones ansigt, at noget er helt galt. Ingen hjælp fra politiet Da Charlotte lægger på, har hun bedt Michael komme op til dem. René er selv dommer og kontakter straks kolleger for at få gode råd. Nu gælder det om at holde hovedet koldt. Ingen medier og hurtigt på politistationen, men da de ringer, er der ingen hjælp at hente. Politiet skynder sig at forklare, at de ikke har ressourcer til at tage sig af sagen. Der er en voldtægtssag med en ung pige, som kræver al deres fokus. René bliver bedt om at vende tilbage mandag formiddag og accepterer modvilligt. Kl. 14.45 ankommer Michael til skadestuen på Glostrup Hospital. Han har igen selv kørt bilen. Adrenalinen banker. Lægerne undersøger Michael. Han ryster på hænderne og fortæller om ømhed i nakken. Lægerne kan se knubs og ømhed på halshvirvel nummer to og tre. De finder desuden punktformede blodudtrækninger i venstre side af halsen. Mange skader på kroppen For første gang slapper Michael af, men pludselig bliver et skilt uklart for Michael. Han fortæller det til personalet, som straks lægger ham på en briks, giver ham halskrave på, beder ham ligge helt stille og skanner ham. Lægerne finder også ømhed nedadtil i venstre side af bughulen, men ingen tegn på skader på de indre organer. I venstre side af lænden ud for tredje og fjerde lændehvirvel finder de to runde røde mærker i huden med en diameter på omtrent to centimeter. Michael bliver kørt ned på observationsstuen. De vil gerne have, at han bliver og overnatter, men gør det samtidig umuligt for ham at sove den nat, da de vækker ham en gang i timen. De er nervøse for, om han har en hjernerystelse. Det viser sig senere, at det har han ikke. Næste morgen føles det hele uvirkeligt for Michael. Nærmest som et mareridt. Han kigger ud i luften og ser de andre i observationsstuen. Hans far René er på vej for at hente ham. Han har virkelig brug for at sove, men han skal heller ikke lukke et øje den kommende nat. Tilbage til åstedet Nogle timer senere er Michael tilbage ved fodboldbanerne på Frederikssund Gymnasium. Tv-journalister har hevet ham tilbage til banen, hvor han dagen før blev overfaldet, og han bruger halvanden time på deres spørgsmål. Han føler sig groggy, da han næsten ikke har sovet den nat, og lettet, da det omsider er overstået og alle vandrer over på parkeringspladsen. I samme øjeblik trækker en koksgrå Toyota ind på parkeringspladsen og stopper. En tætbygget, halvskaldet mand i cowboybukser stiger ud. Jenni er netop kommet op fra græsplænen. Hun stirrer lige ud i luften. »Det er en af dem«, siger hun og begynder at ryste: »Det er ham«. Holdlederen fra FC Turkiyem nærmer sig, men René går imellem. Jenni står ved siden af og græder. Michael trøster hende. Retten skal tage stilling til overfaldet »Jamen, det var jo slet ikke så slemt«, begynder holdlederen. En journalist spørger, om de har brug for hjælp. René svarer nej og beder holdlederen køre. »Jamen, det var jo slet ikke så slemt det her«, gentager han. »Det må retten afgøre«, svarer René og beder igen holdlederen køre. Forgæves. Resolut beslutter René at sætte Michael og Jenni i bilen og køre mod Frederikssund Politistation for at anmelde søndagens overfald på fodboldbanen. Hemmeligt nummer Samme nat vender og drejer Jenni og Michael sig i sengen. Det er anden nat siden overfaldet, og første nat de igen sover sammen. De er hos Michaels forældre. De forsøger forgæves at sove. Hvad hvis nogen banker på døren og sætter en pistol op i hovedet på den, der åbner? Hele dagen stod de åbent frem for at sikre, at overfaldet ikke skulle gå ubemærket hen. På TV 2/Lorry, på DR, i Go’ Aften Danmark, i P3 radio og for andre journalister. Michael havde sammen med sin far René Friis Pedersen set det som en chance. Nu kunne de slå fast, at vold vil dommerstanden ikke finde sig i. Men hvad hvis FC Turkiyem har set det? Michael har hemmeligt nummer. Det fik han for år tilbage. Det kunne være praktisk, så ingen sælgere ringede. Det er belejligt nu, men han er alligevel ikke rolig. Vil de have hans adresse, skal de nok finde den, tænker han. Tirsdag morgen kan de dog ånde søvnigt, men lettet op. Herfra har Michael ingen problemer med at sove. Så heldig er Jenni ikke. Hun tør ikke være alene hjemme. Når Michael ikke er der om natten, sover hun hos sine forældre. Overfaldet på Michael springer ofte frem i tankerne. Hun snakker med Michael om det, og de bliver enige om samme dag at snakke med en psykolog i Roskilde. De ankommer kl. 11, men må vente tre timer, før de kan komme til. Op på hesten igen Den kvindelige psykolog fastholder, at Jenni og Michael bør tage væk fra hinanden, så de kan reagere hver for sig. Det gør Jenni vred. Hun vil være hos Michael. Der er afsat 45 minutter hos psykologen, men Jenni udvandrer efter 20 minutter. Senere på dagen taler hun med Michaels mor om det hele, og de bliver enige om, at Jenni skal tage væk en dag og komme tilbage om aftenen. Det gør hun onsdag. Da hun kommer tilbage, kan hun ikke mærke forskel på Michael, så herfra vælger de selv at klare tingene sammen. De har ikke opsøgt en psykolog siden. Samtidig går Michael og tænker på sin fremtid som fodbolddommer. Han har ofte ondt i hovedet, og hvis der sker for meget, bliver han aggressiv. Derfor tager han adskillige løbeture Fløng rundt for at fokusere på noget andet. Der er to muligheder. Enten stoppe eller gå i gang igen. Stort set alle andre fraråder ham at dømme igen foreløbig af hensyn til det retslige efterspil. Så ville dommerne måske se mere alvorligt på sagen, men Michael er ikke i tvivl. Han vil tilbage i den sorte dragt, for det er ikke hævn, han ønsker. Han vil videre. Det første skridt tager han seks dage efter overfaldet – den førstkommende lørdag. Fløjter kamp i stykker René står og kigger på fra sidelinjen til en serie 3-kamp i Ballerup. På banen er Michael i færd med at fløjte serie 3-kampen mellem Ballerup IF og BK Avarta ’i stykker’, som det hedder i dommerjargon, det vil sige Michael fløjter stort set hele tiden og for enhver lille forseelse. På den måde undgår han, at de store konflikter opstår, for han tager alt i opløbet. René når kun at se ti minutter af kampen, fordi han selv skal ud at dømme fodbold. Han kigger, men kan ikke holde det ud. En dommerudvikler er også til stede. Han er enig i, at Michael er langt under niveau. Holdene er heldigvis venligt indstillede og affinder sig med det. Michael møder ingen brok. Kampen ender 1-1. Tre dage senere træder spiller nummer 13 og holdlederen fra FC Turkiyem frem i et interview i Frederikssund Avis. De går til modangreb og siger, at Michael kaldte dem ’sorte svin’ under kampen, og at det var grunden til, at de reagerede. Til avisen udtaler spiller nummer 13: »Jamen, vi overfaldt ham ikke. Han blev hverken slået eller sparket. Hvis vi havde sparket ham i hovedet, som der er blevet skrevet flere steder, hvorfor har han så ikke nogen mærker efter det? Der blev kastet en bold efter ham, da han fløjtede kampen af, lige efter at Blovstrød havde udlignet til 4-4, og så snublede han. Men der var ikke nogen, som hverken slog eller sparkede ham, mens han lå ned«. Et lille halvt år efter bliver Michael og alle involverede tvunget til at træde tilbage i tiden og atter rippe op i sagen. Skubbede for at beskytte I byretten i Frederikssund bliver holdlederen og to spillere fra FC Turkiyem – nr. 7 og 8 – den 13. februar 2008 tiltalt for vold. Da forklaringerne trækker ud, bliver der fastsat et nyt retsmøde 12 dage senere. I retten forklarer holdlederen, at han ikke så, om der var nogen, der slog eller sparkede dommeren. Spiller nr. 8 bakker op om den forklaring, men indrømmer, at han skubbede dommeren. Han gjorde det, så han selv på den måde kom imellem dommeren og hans medspillere, der kom løbende til. For at skærme af. Den 25. februar får holdlederen og nummer 8 hver 80 dages ubetinget fængsel, mens nr. 7 fra FC Turkiyem frifindes. Forberedte forklaringer Michaels familie undrer sig. Over hvordan FC Turkiyems forklaringer virker forberedte, så alle undtagen nummer 8 benægter, at dommeren blev sparket. Over hvor ringe politiarbejdet er gjort: At dømme på vidneforklaringerne er nr. 10 fra FC Turkiyem tydeligvis en af hovedmændene bag volden, men den spiller er slet ikke anklaget, men i stedet indkaldt som vidne. Hans sorte hår var oprindeligt mellemlangt. Nu er det millimeterkort. Anklageren Kenn Jørgensen bider mærke i polemikken om spiller nr. 10, undersøger det og tiltaler spilleren. Få måneder senere, 22. april, bliver spiller nr. 10 idømt tre måneders fængsel i byretten i Hillerød. Retten lægger vægt på, at han tre gange tidligere er blevet straffet og fængslet. I 2000 fik han 30 dages fængsel for vold. I 2001 fik han tre års fængsel for brandstiftelse, trusler og røveri. Og i 2003 fik han fire måneders fængsel blandt andet for trusler og vold mod tjenestemand. Alle tre dømte fra FC Turkiyem – holdlederen, spiller nr. 8 og spiller nr. 10 – anker til Østre Landsret, hvor sagen bliver taget op 4. juni 2008. Den dag bliver René, Charlotte og bekendte nødt til at forlade retten ad en anden vej end de fremmødte fra FC Turkiyem. Dommen Retsformanden ved Østre Landsret kigger over på den tiltalte, spiller nr. 10, og spørger, om han har noget at tilføje, inden afgørelsen falder. »Det kan godt være, der er fem vidner her i dag, der har sagt, at jeg var hovedmanden i det her, men det var jeg altså ikke, for jeg stod 70 meter derfra, og hvis jeg skulle løbe 70 meter for at sparke til Michael, så havde han aldrig rejst sig igen«. Folk i salen kigger på hinanden. Domsmændene finder også hinandens øjne. De tre dommere ikke så meget som blinker med øjnene. Han bliver den eneste, der får hævet sin straf, fordi han er tidligere straffet. Under vidneafhøringerne i byretten og landsretten bliver det aldrig bragt op, at Michael skulle have kaldt nogen for ’sorte svin’ under fodboldkampen. »Fucking retssystem« Holdlederen ryster voldsomt på hovedet og drejer blikket opad. Han tager et par ord med sin advokat, inden han forlader retslokalet. René og Charlotte og bekendte bliver bedt om at vente på første sals repos, til de andre er gået. 10’eren er omtrent fem meter foran holdlederen på vej ned ad trappen. Lige inden 10’eren tager i døren, hører han holdlederen råbe bag sig. »Fucking retssystem« og »fucking danskere«, siger han blandt andet. Derpå banker 10’eren yderdøren op. Gonk. Da holdlederen når ned til døren, er den ved at lukke igen, så han flår atter døren op, mens han råber, at det er uretfærdigt. En kvindelig retsfunktionær beder Charlotte, René og deres følge om at gå en anden vej ud. Hun gelejder dem ud i indergården. Det er her, dommerne har parkeret deres biler. Bjørn Elmqvist, der var forsvarer for 10’eren, kommer også ud denne vej. Han tager sin cykel og kører uden at veksle et ord med nogen. Snakken går mellem folk, der er tilbage i indergården. Tidligere på dagen i en pause i venterummet råbte spiller nr. 10 »møgluder«, og »du er fuld af løgn« efter Jenni. Kort forinden havde hun vidnet og beskrevet holdlederen fra FC Turkiyem temmelig nøjagtigt for alle. »Det bliver jeg da nødt til at bede politiet om at efterforske«, siger anklageren, Holger B. Smith, om truslerne. Vil statuere et eksempel Næstformanden i Frederiksborg Amts Dommerklub, Henrik Adamsen, har fulgt sagen med Michael tæt. Han er tilfreds, da han 4. juni omkring kl. 15.30 sætter sig ud i sin bil. Østre Landsret har netop stadfæstet straffen til holdlederen og spiller nr. 8. De får hver 80 dages fængsel. 10’eren får skærpet straffen. Han får en måned oveni og ender dermed med fire måneders fængsel. Således ender tre fra FC Turkiyem med ubetinget fængsel, mens spiller nr. 7 går fri. Typisk kan tiltale for slag og spark give 40 til 60 dages fængsel – 60 dage, hvis man er flere om det – men med disse usædvanligt høje straffe har landsretten statueret et eksempel. Henrik beslutter sig for at ringe til Kurt Bagge-Hansen, formand for Sjællands Boldspil-Union (SBU), som i telefonen tydeligvis også er glad for, at der er faldet endelig dom. Først nogle dage senere opdager Henrik, at der er en enkelt meget vigtig brik, der stadig mangler at falde på plads. Spiller nr. 10 er aldrig blevet idømt karantæne af SBU. Hos SBU forklarer man, at man oprindelig ikke gav ham karantæne, fordi dommeren, altså Michael, ikke indberettede ham. Det gjorde hans kæreste, Jenni, og det er ikke efter bogen. Får ikke karantæne Dertil er der en anden grund. Den fremgår af en mailkorrespondance mellem Kurt Bagge-Hansen, formand for SBU, og Bent Halfdan Petersen, formand for Sjællands Fodbolddommer Union. Der står blandt andet, at: »Det er helt klart vores holdning, at vi ikke vil og kan blande det fodboldfaglige system med det civilretslige, da det er vores opfattelse, at vores disciplinærudvalg dermed vil få meget svære arbejdsbetingelser«. Hos alle dommerforbund på Sjælland er man komplet uforstående. En anden fodbolddommer kan altså stadig rende ind i nr. 10 fra FC Turkiyem. En uge efter domsafsigelsen sker netop det. Fodbolddommer Kenneth C. Nielsen snakker med 10’eren denne eftermiddag 11. juni 2008. Han stiller nu op for Haldor Topsøe i en firmasportskamp mod holdet Christ United. En karantæne fra SBU havde ikke udelukket 10’eren fra at spille med i en firmasportskamp, men med en karantæne i ryggen havde det været lettere også at udelukke ham her. Sagen »stopper her« Kenneth C. Nielsen husker 10’eren som meget flink. »Det var ikke mig, der gjorde det. Men nu kan jeg lige så godt sidde det af, for ellers er der bare en anden, der skal ind og sidde«, siger han til Kenneth, der svarer: »Ja, det er jo din afgørelse«. René tager en snak med Jenni, da de kommer hjem. De bliver enige om, at det stopper her. Ikke mere presse, ikke mere efterspil. Selv om det var grove ord i retssalen, var det stadig kun ord. Jenni har mange nætter ligget søvnløs på grund af angst og ønsker kun at komme videre. Politiet lader også sagen ligge herfra. Sagen om karantæne til spiller nr. 10 verserede i mere end halvandet år, før SBU besluttede at give spilleren karantæne for resten af 2009. Formand for SBU Kurt Bagge-Hansen udtalte i den forbindelse: