Lyt til artiklen
Stoke City har været min klub, siden jeg var knap syv år gammel i 1970’erne. Ikke sådan, at jeg har fulgt dem slavisk siden dengang, men det var her, det begyndte. Jeg så tit ’Tipslørdag’ sammen med min morfar, som sad i sin sorte gyngestol og krævede ro under fodboldkampene, og som var meget fascineret af storholdet Stoke.
Jeg ville være målmand, og mit idol var Gordon Banks, den engelske landsholdsmålmand og til hverdag målvogter hos Stoke. Det var i 1972, og Stoke vandt sin første og hidtil eneste pokal, da de slog favoritterne Chelsea 2-1 på Wembley Stadion i den engelske Liga Cup-finale.
Siden gik det skidt for holdet i det gamle kulmine- og industriområde mellem Manchester og Birmingham. 'The Potters', som de også kaldes på grund af hjembyens århundreder lange tradition som pottemagernes by, måtte nogle rækker ned og vende. I det nye årtusinde begyndte det så småt at gå fremad igen. Og siden 2008 har Stoke været tilbage i Premier League. Jeg elsker deres kampgejst, der for det meste gør det værd at se dem spille.
