Nogle af de danske spillere kunne godt se lidt misundeligt på de udenlandske kolleger, når de to hold om aftenen var samlet til spisning på en fin restaurant efter en fodboldlandskamp i Københavns Idrætspark.
Det handler om kampe i sidste halvdel af 1950’erne. Flemming Nielsen husker det: »Vi fik af DBU enten en sølvske, en gaffel eller en kniv, hvor modstanderlandets navn var indgraveret. De udenlandske spillere løftede tallerkenen og fandt en kuvert med en kontant belønning«.




























