Når Champions League-finalen i aften ruller over skærmen i hundredvis af lande, vil tv-seerne helt sikkert ikke blive snydt for op til flere glimt af en herre i marineblåt jakkesæt og med firkantede briller. En mand, der bortset fra tre år har siddet hele dette årtusind på tronen i verdens mægtigste fodboldklub. Dette er historien om, hvordan en snedig forretningsmanøvre reddede det 20. århundredes bedste klub fra konkurs og dannede grundlag for den mest succesrige epoke for holdet siden de mytiske 1950’ere. Men det er også historien om, hvordan samme mand udnyttede situationen til at indføre diktatoriske tilstande i en klub, der er bygget på demokratiske principper.
Navnet er Florentino Pérez. Han er præsident i Real Madrid.
Lad os begynde med at spole tiden 17 år tilbage til dengang, hans første præsidentperiode begyndte.
Det er mandag. Kalenderen siger 24. juli 2000. Luis Figo bliver præsenteret som seneste skud på stammen i hovedstadsklubben. Tre timer forinden havde den nye klubpræsident smidt 10.270 millioner pesetas på La Ligas hovedkontor svarende til spillerens frikøbsklausul på 366 millioner kroner plus 2,7 procent i skat. Ikke en tilfældighed, at han også var den seneste spiller til at være den dyreste handel nogensinde. Det blev Florentinos strategi fra den dag. Hvert år skulle Real Madrid købe klodens hotteste fodboldnavn.
