Superligaen har fået en perfekt start – i Europa. Man kan altid diskutere modstandernes klasse og kvaliteter i sæsonens første kvalifikationskampe til Champions League og Europa League. Men otte sejre i otte kampe, heraf fem på udebane – med en samlet målscore på 24-5 – er flot og imponerende. Vi har lov at tro på, at alle fire hold, FCK, Brøndby, Lyngby og FC Midtjylland kommer videre til næste runde, når der spilles returkampe på onsdag og torsdag.
Og vi må også sige, at Brøndby har fået en superstart i den bedste fodboldrække. Nøjagtig som for et år siden. Dengang blev Esbjerg slået 4-0 i premiererunden, i går blev FC Midtjylland kørt over på Brøndby Stadion, hvor fansene var vildt begejstrede efter en spektakulær 4-0-opvisning af Alexanders Zornigers tropper.




























