Foto: Rasmus Baaner

Projekt Nadia Nadim på landsholdet

Politiken mødte i 2007 Danmarks største kvindelige fodboldtalent, Nadia Nadim. Den 18-årige flygtning fra Afghanistan stod over for snart at kunne trække i den rød-hvide landsholdstrøje – hvis hun bestod indfødsretsprøven. I dag 10 år senere kan hun vinde EM med landsholdet. Læs interviewet, hvor Nadia Nadim fortalte om Talebans likvidering af hendes far, flugten, ufrie muslimske piger og om den inderlige kærlighed til legen fodbold.

Denne artikel blev bragt i Politiken 25. november 2007:

Chaufføren åbnede til lastrummet og lod lyset slippe ind til fem forhutlede piger og en enkelt kvinde. Det var en påskemorgen for syv år siden på en stille vej i Randers. Efter to døgn uden mad og kun en smule at drikke, slap de seks afghanske flygtninge endelig ud af lastbilens mørke. Chaufføren efterlod dem på gaden og kørte sin vej.

Familien Nadims ankomst til Danmark var hård. Men det er for intet at regne mod de prøvelser, familien oplevede i Afghanistan før flugten. De fem pigers far var blevet likvideret af talebanregimet, og pigerne kunne se frem til et liv uden uddannelse og frihedsrettigheder i det krigshærgede land. Men sådan skulle det ikke være, besluttede deres mor. Og arrangerede en farefuld flugt.

Så lad os derfor begynde med alt det gode:

Denne histories hovedperson, Nadia Nadim, er en charmerende ung kvinde med styr på tilværelsen. Hun går i gymnasiet og står til at få en flot studentereksamen til sommer. Hun er imødekommende, glad, moden og selvstændig.

Nadia Nadim er historien om en vellykket integration. Men besøget i familiens lejelejlighed i Rosenhøj ved Århus skyldes ikke kun den 19-åriges boglige evner, personlige kvaliteter eller dramatiske forhistorie.

Nadia Nadim kan nemlig noget helt særligt med en fodbold.

Så særlige er evnerne, at hun efter manges mening burde spille på det danske kvindelandshold. Men landsholdet er som bekendt for danske statsborgere, og Nadia Nadim har endnu ikke fået det adgangsgivende danske pas. Det satser hun dog på at få snart. Men før myndighederne kan tage stilling til, om de vil udstede det rødbedefarvede hæfte, skal hun bestå en indfødsretsprøve i december.

Til prøven skal Nadia Nadim vise, at hun på de syv år i Danmark er blevet tilstrækkelig dansk til at opnå statsborgerskab. Sådan noget er selvfølgeligt svært at afgøre. Men det er ikke svært at afgøre, at Nadia Nadim minder om mange jævnaldrende danske piger. Hun taler flydende dansk. Hendes korte sætninger får energiske afslutninger med ord som »mega« og »fedt«. Hun går med stramme jeans, kaster selvsikkert med sit lange krøllede hår og tror på sit eget værd. Som fodboldspiller og kvinde.

Typisk dansk, måske. Men Nadia Nadim skiller sig i den grad ud fra jævnaldrende velfærdsdanskere. Forskellen findes i flugten fra Afghanistan til betonkomplekset i Rosenhøj. Her bor Nadia nu sammen med sine fire søstre og sin mor i en lejlighed, der er spartansk indrettet med de møbler, familien har fået skrabet sammen på syv år i Danmark. Det var ikke just det liv, der lå i kortene for Nadia og hendes familie.

Flugten til Danmark

Hun var barn af den afghanske overklasse. Familien Nadim levede et luksuriøst liv i Afghanistans hovedstad Kabul, hvor Nadias far var general i den afghanske hær og hendes mor var skolelærer og kvinderettighedsaktivist. Familien ejede flere ejendomme, havde privatchauffør og levede i det hele taget relativt frit. Men da Taleban erobrede magten i løbet af 1990’erne, tog livet en brat drejning for familien Nadim. Det konservative islamistiske styre gjorde kvindeundertrykkelse til en mærkesag. Nu måtte kvinder udelukkende færdes på gaden tildækket og i følge med mænd. Og kvinder måtte da slet ikke spille fodbold. Det gjorde Nadia og hendes søstre dog alligevel sammen med deres far, i skjul bag den høje mur, der omkransede huset.

Men en dag forsvandt Nadias far. Den tidligere general var blevet anholdt af talebanregimet, som frygtede, at faren ville udfordre deres magt i landet. Nadias mor efterlod de fem piger hos mormoren og drog på et otte måneder langt togt rundt i Afghanistan for at finde faderen. Eftersøgningen var forgæves. Det viste sig, at faderen var blevet henrettet allerede dagen efter, talebanerne havde taget ham væk fra familien.

Derfor stod Nadias mor alene med sine fem døtre i et land, hvor kvinder i realiteten kun kunne opholde sig i huset. Pigerne måtte ikke gå i skole, og Nadias mor måtte ikke arbejde. Og da talebanerne ikke så med milde øjne på kvinderettighedsforkæmpere, besluttede Nadias mor, at Afghanistan var blevet for farligt. De måtte flygte.

Første stop var nabolandet Pakistan. Her fik de fat i en menneskesmugler, der lavede falske pas til familien, så de kunne komme til Italien. I støvlelandet stod en lastbil klar til at fragte moren og de fem piger til England. Chaufføren fortalte dem, at turen ville vare to døgn. Nadias mor skulle sørge for, at børnene ikke begyndte at skabe sig. Og skulle de tisse, måtte de gøre det i plastikposer.

Uden mad og med kun lidt at drikke klarede de seks flygtninge turen i den store lastbil. Da de nåede destinationen, åbnede chaufføren lastbilen, og satte familien Nadim af. Han sagde, at han lige skulle løbe et ærinde og forlod familien på en tom gade. Chaufføren vendte ikke tilbage. Og han nåede ikke at fortælle dem, at de var havnet i Danmark i stedet for England.

Så der stod familien Nadim en påskemorgen i år 2000. De vidste ikke, hvor de var. Og de mennesketomme gader gav intet svar. Nadias mor fik endelig stoppet en forbipasserende mand. Hun spurgte på engelsk, hvor de befandt sig. Efter et stykke tid med fejlkommunikation, sagde manden irriteret: »DENMARK, RANDERS«. Han ledte kvinderne mod den lokale politistation, hvor Nadias mor og de fem piger mødte en dansk politibetjent, som familien Nadim stadig taler om i kærlige og taknemmelige vendinger.

Nadia lyser op i et smil ved tanken om sit første minde fra Danmark:

Foto: Rasmus Baaner

»En rar politibetjent! Han hjalp os meget. Det var megafedt. Det var påskedag, så alle butikker var lukkede, da vi kom ind i Randers klokken fem om morgenen. Vi var megasultne, og så kører han lige ud og køber mælk og syltetøj og det hele. Det var fedt«, siger Nadia.

Politibetjenten sørgede for, at moren og de fem døtre kom med toget til modtagecentret Sandholm i Nordsjælland. Her søgte familien om asyl som politisk forfulgte. Og her begynder solstrålehistorien om familien Nadims integration i Danmark, og Nadias udvikling mod at blive Danmarks største kvindelige fodboldtalent. De to historier hænger uløseligt sammen.

Fedt at bo på asylcenter

For børnene skulle jo bruge tiden på asylcentrene på noget. Og Nadia Nadim brugte tiden på at spille fodbold.

»Jeg har altid spillet for sjov. Da vi kom til Danmark boede vi på et asylcenter i Gug, og lige ved siden af var der en fodboldklub med masser af fodboldbaner. Det var min første klub. Det var der, jeg startede. Jeg fik en masse veninder«.

»Vi gik i skole fra ni til et. Bagefter spillede vi fodbold. Drenge og piger og en masse nationaliteter. Det var fedt. Vi spillede bare. Jeg var ikke blandt de bedste i starten, men det blev jeg ret hurtigt. Vi spillede hver dag fra klokken et til fire«, fortæller Nadia Nadim.

Nadias egen opfattelse af at være barn på asylcenter står i skærende kontrast til skæbnehistorier om flygtningebørn, der mistrives på danske asylcentre.

»Årene i asylcentrene var gode nok for mig. Jeg var kun 12 år, og så tænker man ikke så meget over det. Men de voksne havde en uvished, om de måtte blive eller ikke. Der er mange, der har fået svære problemer af uvisheden. Der var en mand, der havde boet der i tre et halvt år. Han virkede ret mærkelig. Lidt skør«.

Hun er udmærket klar over, at hun var heldig i den sammenhæng. Moren havde skudsikker dokumentation for, at hun ville blive politisk forfulgt, hvis hun vendte tilbage til Afghanistan. Derfor fik familien opholdstilladelse allerede efter et halvt år.

»Det var faktisk fedt at bo på asylcenter, for der var mange andre børn. Men jeg kan godt huske, at min mor havde tabt sig en hel del og virkelig lignede en, der skulle indlægges. Hun havde det så skidt. Sådan havde jeg det ikke. Børn tænker ikke så meget over sådan noget«, siger Nadia Nadim og kigger på sin mor, der sidder ved siden af hende i den ene af hjemmets sofaer.

Moren har disket op med grøn te og sukrede mandler. Men hun serverer også kaffe og flødeskumskager.

Hvorfor skulle jeg bære tørklæde?

Nadias mor hiver et plastikchartek frem og viser stolt udklip fra danske lokalaviser, der handler om hendes døtre. Nadias ene søster er danmarksmester i boksning, en anden er på vej på universitetet. De to yngste går i folkeskolen. Moren viser også de få familiefotos, som hun nåede at proppe ned i den enlige taske, familien flygtede med fra Afghanistan. Nadia ser forældrenes bryllupsbillede og kalder det »sødt« helt uden ungdomsironi i stemmen. Hun skiftevis aer og driller sin mor. »Halvfjerdserhåret« på bryllupsbilledet får en lidt mere ironisk kommentar med på vejen.

De to kvinder fortæller, hvordan de først flyttede fra asylcenter til mere faste rammer i Skørping, hvor myndighederne havde besluttet, at de skulle bo i tre år. Der blev Nadia meldt ind i B52, hvor hun spillede i tre-fire år og vandt guld som junior i anden sæson. Familien nåede også at bo et halvt år i Viborg, hvor Nadia fik de første erfaringer med seniorfodbold. Da familien endelig i august 2006 slog sig ned i Århus, kom Nadia til at spille i Skovbakken i landets bedste række. I dag er Nadia holdets topscorer.

Muslimske piger er underrepræsenteret på de danske fodboldbaner. Og på spørgsmålet om, hvorfor der egentlig ikke er flere muslimske piger, som spiller fodbold, lyser engagementet ud af både mor og datter.

»De er så lukkede i familierne. Min mor er meget frisindet og åben. Det var også derfor, at vi flygtede fra Afghanistan. Hvis hun var tilhænger af, at kvinder ikke måtte dit og dat, så havde vi heller ikke spillet fodbold her. Men min mor hun er meget frisindet, og det var min far også. Jeg tror virkelig, at der er mange piger, som gerne vil, men ikke må«, siger Nadia.

Også her i Danmark?

»Ja, det tror jeg. Da jeg kom til Rosenhøj spillede jeg fodbold med alle drengene. Om sommeren spillede vi fodbold hver dag. I starten spurgte pigerne, hvorfor jeg spillede med drengene. Og jeg sagde bare, at det var fordi at det var sjovt – det skulle jeg også prøve. Men så begyndte vi i ungdomsklub, hvor vi lavede et hold for pigerne. Drengene havde et allerede, og så spurgte vi, om vi ikke også kunne lave et hold for pigerne. Og det kunne vi godt. I starten var der fem-seks stykker. En anden gang kom der tyve«, fortæller Nadia.

Med et enkelt »megafedt« konstaterer Nadia, at hun efterfølgende kunne se de skeptiske piger spille fodbold med drengene. Hun griner, da hun genkalder erindringen af tørklædeklædte muslimske piger spillende fodbold.

Men hvorfor går ingen i familien Nadim med tørklæde? Moren bryder ind i samtalen. Hun mener, at der er to slags muslimske familier. De meget religiøse og de åbne. Familien Nadim tilhører sidste kategori.

Nadia, hvorfor går du ikke med tørklæde?

»Jeg kan jo ikke lide det, så hvorfor skulle jeg det? Jeg kan ikke se nogen grund til det«.

Er der aldrig nogle af dine muslimske pigeveninder, der spørger dig om det?

»Sådan er jeg bare. Det skal de respektere. Når man spørger dem, hvorfor de gør det, så siger de, at det er noget, de selv har bestemt. Og det tror jeg faktisk ikke på«, siger Nadia. Hun tøver lidt, da hun kommer til at tænke på de omkringliggende familier i Rosenhøj, hvor efternavne som Hassan og Killic ligeså ofte optræder på dørskiltene som Hansen og Kristensen. Her er tørklæder helt almindelige, og kritik af muslimsk levevis ikke hverdagskost. Men Nadia dropper forsigtigheden, da hun slår fast, at man ikke er mindre muslimsk, hvis man fravælger tørklædet.

»Nej! I Koranen står der, at man tildækker sig for ikke at vække opmærksomhed hos mændene. Men det er jo netop det, de gør ved at gå med tørklæde, fordi de skiller sig ud på en måde, så man lægger mærke til dem«, påpeger hun.

Igen lyser hun op i et grin. Denne gang da hun kommer i tanke om en gang, hvor nogle muslimske kvinder kom hjem til hendes mor, og løssluppent smed tørklæderne, så snart de var inden for døren.

Blærer sig kun på banen

Projekt Nadia Nadim som dansk statsborger og landsholdsspiller blev sat i gang, da daværende landstræner for de danske kvinder Poul Højmose kontaktede Nadias mor for at sætte gang i processen. Med morens tilladelse kontaktede han myndighederne, der dog afviste at sørge for hurtigt statsborgerskab. Nadia måtte som andre flygtninge igennem hele processen.

Hun opfylder de øvrige krav for dansk statsborgerskab, når hun til sommer har haft opholdstilladelse i Danmark i otte år. Men Nadia mangler stadig at dokumentere, at hun kender til dansk kultur og historie.

»Så nu skal jeg bestå den indfødsretsprøve, som Pia gerne vil have, at man skal tage«, konstaterer Nadia med henvisning til Dansk Folkepartis leder.

Hendes mor bryder ind: »Den er ikke svær«, siger hun.

»Ahhr mor«, svarer Nadia tilbage og fortsætter:

»Det er hjernedødt. Hvorfor skal man vide, hvem der har instrueret Olsen-banden? Det er åndssvagt. Det er ikke alle danskerne, der ved det. Eller året for landbrugsreformen. Hvis man ikke har læst det i gymnasiet, så ved man det ikke. En kvinde på 50 år, der kun har gået på sprogskole, hvor skulle hun lære det fra? Det, de vil opnå, er, at man skal være integreret. Man skal kunne det danske sprog og vide noget om de danske værdier. Det er fint nok, men de burde tage hensyn til de folk, der ikke har mulighed for at lære alt det der«, siger Nadia, som dog ikke er synderligt nervøs for at misse testen.

»Du kan bare øve dig på spørgsmålene og lære dem udenad uden at fatte noget af det. Det er ligesom teoriundervisning til kørekort. Der er mange folk, der lærer spørgsmålene udenad. Det er en dårlig måde at finde ud af, om folk er integreret i dag«.

Føler du dig også som en dansker?

»Ja, det gør jeg da. Men det er svært at sige, hvad en dansker er. Man kan ikke lige definere dansk«, siger Nadia.

Tror du, at du er god nok til at spille på landsholdet nu?

»Ja, det tror jeg. Når jeg ser dem spille tænker jeg: ’det her burde kunne lade sig gøre’. Det er ikke en kritik«, skynder hun sig at tilføje. Hun vil ikke lægge sig ud med kommende landsholdsspillere. Hun balancerer mellem en tillært ydmyghed og en naturlig tiltro til egne evner.

»Jeg er ikke typen, der vil blære sig. Det gør jeg kun på banen«, siger hun grinende, og moderen griner med.

»Jeg tror jeg kunne gøre en … Arj, jeg vil ikke lyde … Landsholdet er det højeste, man kan opnå. Man spiller mod andre lande. VM har lige været der i Kina. Det så megafedt ud med så mange tilskuere. Og så tror jeg, at jeg kan gøre en forskel. Det tror jeg«.

Det ville være »klasse« at komme med landsholdet til VM i Tyskland 2011. Men hun nyder også fodboldspillet i Skovbakken, hvor hendes eneste løn er busbilletten til og fra træning.

»Jeg kan li’ det hele ved fodbold. Det er fedt at score mål og afgøre kampe. Man får et kick ud af det. Fodbold er også en måde at slappe af på, når man er stresset. Når man er på banen, glemmer man alt andet. Det gør jeg i hvert fald«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce