Tordenskyllen startede et sted inde i en lille mand med mørkt plyshår og en gylden ring i venstre øre, og den endte som et blitzende vandfald af ord i talrige europæiske medier. Fra podiets midterste stol havde landstræner Nils Nielsen et budskab, han ville af med på pressemødet inden de danske fodboldkvinders EM-finale mod Holland i dag:
»Jeg bliver næsten aldrig vred...«, startede landstræneren, mens sætningernes fart, talens intensitet og ansigtets rødlige kulør gradvist tog til:
Interessen for EM er større end nogensinde: De danske fodboldkvinder når ud til 80 lande i finalen»Men i går blev jeg vred, da jeg så noget i en hollandsk avis. En af heltene fra mændenes landshold, der vandt EM i 1988 for Holland, snakkede skidt om kvindernes hold. Jeg har ingen idé om, hvorfor han ville sige sådan noget, for jeg håber virkelig, at alle hollændere vil bakke holdet op. Det fortjener spillerne. De har præsteret så godt, og de kæmper altså om et europamesterskab«, buldrede han og trak kort vejret ind, så han kunne blæse den sidste del af svadaen ud i rummet:
»Hvis ikke man kan lide kvindefodbold, så vær venligst stille. Snak ikke, vær ikke respektløs – lad pigerne spille. For de fortjener anerkendelse. Vi får en fantastisk finale mellem turneringens to bedste hold, og de vil spille med hjertet uden på trøjen for at vinde EM for første gang i mange, mange år for deres land. Så vis dem respekt og støt dem. I begge lande. Okay? Kom nu«, brølede Nils Nielsen, mens han klappede hænderne sammen foran sig.
Skade på skade på skade
Passionen fyldte lokalet i sådan en grad, at det var lige til at få gåsehud af. I De Telegraaf havde europamesteren fra 1988 Arnold Mühren nedgjort de hollandske fodboldkvinder og havde bl.a. snakket om, hvordan »duelstyrke og løbekapacitet er rodfæstet i mænd« – men åbenbart ikke i kvinder. Og han havde sagt, de ville tabe, hvis de mødte et amatørhold af mænd.
»Man må have en hvilken som helst holdning, og man må sige, hvad end man har lyst til. Men man skal vælge, hvornår man siger det højt. Og det her var respektløst. Jeg mener bare, at hvis man går ind i en slikbutik og køber chokolade, fordi man har lyst til det, så vil det smage dejligt af chokolade. Hvis man derimod køber en is, men stadig har lyst til chokolade, vil det da smage mærkeligt og give en mærkelig fornemmelse«, sagde Nils Nielsen og skar sin pointe ud i pap:
»Hvis man tænder for en kvindekamp, så nyd den da, som den er – lad være med at sammenligne med noget andet end kvindefodbold. Hvis ikke man vil se det, så bliv væk fra stadion og lad være med at tænde fjernsynet. De her piger – både de hollandske og danske – kæmper for deres land. De vil vinde et mesterskab for deres land. Så vær stolte af dem, for pokker«.
Nils Nielsen er i hvert fald stolt af sit hold. Ikke nok med at de danske fodboldkvinder er avanceret fra den stærkeste EM-pulje, har slået Tysklands seksdobbelte europamestre gennem 22 år ud i kvartfinalen, allerede har opnået det bedste resultat i historien med officielle slutrunder og nu er bare en enkelt kamp fra guldet – men de har gjort det på trods. Selv om de gang på gang er rendt ind i problemer.
Glæden ved fodbold har gjort »den der irriterende lillesøster« til Danmarks dirigent ved EMI tiden op til EM mistede Danmark to af holdets faste spillere, Johanna Rasmussen og Julie Trustrup, på grund af skader, og under slutrunden er uheldene fortsat med at hagle ned over danskerne. I første kamp blev forsvareren Janni Arnth skadet, så røg hendes erstatning, Mie Leth Jans, i næste opgør, før balancespilleren Line S. Jensen rev sit korsbånd over i semifinalen.
»Det er meget vigtige spillere, der har fået skader, men vi tror på hinanden. Vi tror på, at erstatningerne vil gøre det rigtig godt, som de også har gjort her i Holland. Det viser, at vi har en bred trup, og vi skal nok løse udfordringerne«, sagde anfører Pernille Harder, mens Sanne Troelsgaard understregede, at Danmarks hold er stærkt, fordi »alle tager ansvar«.
Analogien med Rocky Balboa
På grund af skaderne var det et decimeret hold, der i går eftermiddag luntede rundt på det store stadion i Enschede til en sidste træning. Når finalen begynder, vil de cirka 30.000 røde plastiksæder være besat af vilde tilskuere – mere end 2.500 danskere, men langt flere hollændere – og markere et rekordernes EM. Både i forhold til tv-seere og stadiongæster er interessen for kvindeslutrunden større end nogensinde før. Internationalt såvel som i Danmark. Derfor har fodboldglade tv-seere i 80 lande muligheden for at se danskerne forsøge at ondulere de hollandske hjemmebanefavoritter.
Da de mødte hinanden i gruppespillet vandt Holland 1-0 i en relativt tæt kamp, hvor hollænderne var bedst i første halvleg og Danmark i anden. Men især Sanne Troelsgaard brændte et par store chancer.
EM-chok: Dansk profil har revet korsbåndet over»Ja, jeg har revanche til gode. Men nu har jeg set mine chancer igennem, så jeg ved, hvordan jeg ikke skal skyde... Og så har jeg da også fået lidt skudtræning«, sagde Sanne Troelsgaard med et smil.
Nils Nielsen afslørede da også, at han har en plan til at slå hollænderne. Men på spørgsmålet om, hvad den så er, svarede han lettere kryptisk:
Projekt Nadia Nadim på landsholdet»Hvis man tænker på det som filmene om bokseren Rocky Balboa, så var Apollo Creed lidt overrasket over, at Rocky faktisk tog kampen op i deres første kamp. Og det gjorde vi netop i anden halvleg mod Holland. Derfor håber vi, at finalen bliver som den anden kamp mellem Rocky og Apollo. For den vandt Rocky«.
Og så vendte han tilbage til sin pointe omkring respekten.
»Uanset hvad der sker i finalen, har mine spillere allerede vist, hvad de kan. Hvor seje de er, og hvor godt de kan spille«, sagde Nils Nielsen.
Respekten har spillerne altså allerede vundet. Nu mangler bare EM-titlen.
fortsæt med at læse
