Stina Lykke: 7
På trods af de elendige konflikt-afledte forberedelser uden en egentlig landsholdssamling før VM-kvalifikationskampen var Danmark storfavorit mod Ungarn. Danskerne har bedre spillere og er et bedre hold. Det taget i betragtning fik Stina Lykke lidt for meget at lave i første halvleg, men hun klarere opgaverne godt, havde i hvert fald to flotte parader og lod sig kun passere på straffespark. I anden halvleg var keeperen så godt som arbejdsløs på vejen mod Danmarks sejr på 6-1.
Theresa Nielsen: 4
Et par af højrebackens indlæg var virkelig skarpe, men hun var slet ikke så meget med i spillet, som følgerne af det danske kvindelandshold ellers har vænnet sig til at se hende. Samtidig begik hun et par ukarakteristiske fejl i defensive – blandt andet med en uheldig aflevering hen til en modstander. Var bedre i anden halvleg, hvor hun var mere aktiv frem ad banen, men uden at få det store ud af det.




























