FC MIDTJYLLANDS store ambition er at overhale Brøndby i guldstriden i Superligaen og for anden gang vinde DM-guld. Og med den brillante sejr over FCK forleden, da Jess Thorups hold kæmpede sig op fra et stort hul og fik vendt 0-2 til 3-2, er chancerne fortsat gode. Midtjyderne har været i fire finaler, to mod Brøndby og to mod FCN, men aldrig vundet pokalturneringen. Måske bliver det i år? Med den i høj grad fortjente 2-1-sejr i en kvartfinale med overarbejde i Hobro blev FCM klar til semifinalerne. En ønskefinale for de fleste ville givetvis have været Brøndby mod FCM, men lodtrækningen resulterede i, at de to tophold mødes i den ene se mifinale, Fredericia og Silkeborg i den anden.
Midtjyderne dominerede kampen det meste af tiden mod et hjemmehold, hvor topscorer Pål Alexander Kirkevold var placeret ude på højrekanten i et 4-3-3-system. Nordmanden kom sjældent frem, så han kunne true FCM-målet. Hobro forsvarede sig godt, midtjyderne var uskarpe i front, og derfor kom afgørelsen først i forlænget spilletid. Jess Thorup, pokalvinder både som træner og spiller, havde en heldig hånd med indskiftningen af Bozhidar Kraev. Bulgareren lavede to fine mål i et spændende opgør, hvor Martin Mikkelsen udlignede til 1-1.




























