For 2 måneder og en håndfuld dage siden råbte vi som nation et kollektivt ’ja’, da Mathias ’Zanka’ Jørgensen scorede føringsmålet til 1-0 mod Kroatien ved VM-slutrunden. Vi sad på stolekanten, mens Kasper Schmeichel reddede det ene kroatiske straffespark efter det andet. Og til sidst ærgrede vi os over, at det hele alligevel endte med dansk nederlag.
5. september 2018 fik Danmark som fodboldnation en ny fælles oplevelse. De mest sorte, mest farceagtige 90 minutter i Dansk Boldspil-Unions 129 år lange historie.
Ikke på grund af de danske landsholdsvikarer, der løb rundt nede på den brune, grønne og knoldede bane i den slovakiske provinsby Trnava. De gjorde alt, hvad de kunne.
Men fordi deres tilstedeværelse dernede i stedet for Eriksen, Kjær, Schmeichel og alle de andre udstillede det nuværende fodboldpolitiske klima i Danmark. At det virkelig var kommet hertil. En kamp uden fortilfælde og deltagelse af nationens bedste spillere på grund af en konflikt om penge og kommercielle rettigheder.
For dansk fodbolds skyld var det svært ikke at sidde der i projektørlyset og håbe på at minutterne føltes ekstra lange i DBU og Spillerforeningen.
Sandheden var nok i grunden, at vikarlandstræner John ’Faxe’Jensen og det alternative landshold gav unionen en mulig overhånd i de forhandlinger med Spillerforeningen, som er lagt på køl. Det, selv om at EM-helten fra 1992 ved sin præsentation tirsdag gjorde det klart, han ikke ønsker nogen andel i konflikten.
Ingen sportslig ydmygelse
Da ’Faxes’ 11 foretrukne spillere stod i de rød-hvide trøjer med Hummel-vinkler på skuldrene, mens tv-kameraet panorerede forbi dem, var frygten, at det hele også kunne ende i en sportslige ydmygelse.
At det ville blive tragikomisk, at det normale regelsæt fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) dikterede et blåt skilt med hashtagget ’equal game’ liggende mellem de to nationers flag i en alt andet end normal kamp. Eller stadionspeakeren fulgte Uefa-manuskriptet og nævnte, at værterne håbede på en »memorable game played with respect«.
Men selv om der aldrig var tvivl om den slovakiske sejr, blev det ikke en abnorm stor af slagsen, som danske medier havde spekuleret i.
Med den danske humor og til tider ironiske distance til tingene in mente, kan unionen måske godt leve med en gentagelse af det hele, når landsholdet på søndag møder Wales i Aarhus. Eller i hvert fald have den mulighed i baghånden over for Spillerforeningen.
Slovakisk sarkasme
De omkring 6.000 slovakiske tilskuere forstod det absurde i det, som de overværede. Nyheden om det danske sekundahold er trods alt gået kloden rundt.
Der blev selvfølgelig jublet, når det slovakiske landshold med velkendte fodboldnavne som Marek Hamsik og Martin Skrtel på banen scorede. Men også klappet, da Danmark kom over banens midte for første gang efter seks minutter. Efter målmand Christoffer Haagh havde leveret en af sine fem gode redninger. Og da anfører Christian Offenberg endda kom blot et par meter fra at score.
Når en af de to ting ikke skete, var der blot stille, mens bolden blev sparket rundt på banen, og man kunne høre hvert eneste spillerråb. Som overværede man en pokalkamp mellem et stærkt hold og et på, ja 2. divisions- eller serie-niveau.
Slovakkerne gjorde det før opgøret klart, at man følte sig provokeret af DBU, på grund af mødet med amatørspillere.
Foruden en fremtidig kompensation for al balladen af det danske forbund, fik slovakkerne ikke noget ud af kampen rent sportsligt. Ligesom de heller ikke formåede at forvandle den vrede til en præstation, der gjorde modstanderen pinlig berørt rent sportsligt.
John ’Faxe’ Jensen fortalte ved sin introduktion, at han var gået rundt i flyet på vej til Bratislava for at høre, hvad hver enkelt danske spiller hed, og hvad hans position var. Alligevel formåede det alternative landshold faktisk at fremstå som netop et hold. Det så nogen måske som resultatet af den danske fodboldskole.
Og så endte kampen i øvrigt med en sejr på 3-0 til Slovakiet.
fortsæt med at læse
