Lyngby sejrede 2-1 over AGF og har nu 6 point i Superligaen. AGF har blot 1 point.

Sejrsløse AGF 'fuckede up': Sæsonstarten gik fra dårlig til elendig på tre gyldne Lyngby-minutter

Lyngby var effektive efter pausen, da de scorede to gange på tre minutter.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyngby var effektive efter pausen, da de scorede to gange på tre minutter. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den igangværende superligasæson er den foreløbigt sidste med 14 hold i den bedste danske række. Tre hold ryger direkte ned i 1. division. Som oprykker og ny i Superligaen er Lyngby automatisk i kandidatfeltet.

I AGF, den store klub fra landets næststørste by, kender de alt til nedrykning. Tre gange i nyere tid, senest i 2014/15-sæsonen, var de hvidblusede fra Aarhus en tur nede at vende i den næstbedste række, men kom – som Lyngby – hurtigt op i det fineste selskab igen.

Men med AGF ved man aldrig.

Holdet, der rummer en pæn del individuel klasse – det så man også i få glimt i 1-2-kampen i Lyngby – bør dømt ud fra den øjeblikkelige tabel også regnes til et udvidet felt af seriøse nedrykningskandidater. 1 point i nu 4 kampe og en 12. plads bør bekymre.

»Der går en del galt for os, og vi læser ikke kampen særligt godt«, siger AGF-træner David Nielsen til TV3 Sport.

»Jeg fuckede også up ude fra bænken«, forklarede den bramfri AGF-træner og hentydede til, at han ikke instruerede sine spillere i at presse Lyngby tilstrækkeligt hårdt efter pausen og gå efter det andet mål.

Stillingen i Superligaen

AGF’erne med top-6-ambitioner, åbnede ellers med masser af gejst og fremdrift i Lyngby. På et glimrende og tålmodigt opbygget angreb med masser af hurtige afleveringer og bevægelse fra side til side, kunne den nytilkomne Jon Dagur Thorsteinsson på den energiske Mustapha Bundus oplæg score sit andet sæsonmål i 9. minut.

Thorsteinsson er, som Bundu, allerede en gevinst for holdet og viste det flere gange i Lyngby, hvor hjemmeholdet i de første 45 minutter havde fine muligheder, men afsluttede med en træfsikkerhed og præcision på lavt niveau.

Hjemmeholdet brugte mange kræfter i af 2. halvleg, men blev belønnet, da først Jesper Christjansen fik headet udligningen ind efter en dødbold i 68. minut, inden Frederik Gytkjær kort efter med et flyvende hovedstød fik vendt op og ned på det hele.

AGF pressede på, men oprykkerne overlevede og har nu 6 point samt en plads i ligaens midterfelt at forsvare.

Lyngby skal fredag lure på endnu en stor overraskelse, når de gæster Parken og FC København – en af de få klubber, hvor nedrykning aldrig bliver et tema.

AGF møder i de kommende runder hold, de skal besejre for at indfri drømmen om en plads i top-6, når ligaen splittes op. Kampene mod Sønderjyske og AC Horsens bliver interessante pejlemærker, inden AGF skal til Brøndby 25. august.

Lyngby-AGF minut for minut

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her