At synge den italienske nationalsang under et minuts stilhed for druknede migranter og at lave hilsner til den afdøde italienske diktator Benito Mussolini er blot nogle af de episoder, som Ultras-gruppen Irriducibili hos den italienske klub S.S. Lazio er ansvarlige for.
Irriducibili betyder ’Diehards’, og gruppen er fedtet ind i sager om vold, racisme, narkohandel og forbindelser til den italienske mafias klan i Rom, Casalesi. For nogle Lazio-fans er det blevet for meget at skulle være vidne til, hvad Irriducibili foretager sig på den nordlige tribune af det olympiske stadion i Rom. I 2011 startede en bevægelse med navnet Lazio Antifascisterne, der i dag har omkring 8.000 følgere på Facebook og cirka 300 mennesker, der deltager aktivt i begivenheder imod fascisme i Lazio, ifølge en talsperson for Lazio Antifascisterne.




























