Inter har brug for Christian Eriksen med det samme, og søndag gælder det Milanos store lokalduel mod AC Milan.

Berømt træner: Eriksen træder nu ind i en mere taktisk verden i Italien

Inter-cheftræner Antonio Conte vurderer, at Christian Eriksen er en intelligent spiller, der hurtigt vil vænne sig til de nye forhold i italiensk fodbold. Søndag hedder opgaven lokalrivalen AC Milan. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Inter-cheftræner Antonio Conte vurderer, at Christian Eriksen er en intelligent spiller, der hurtigt vil vænne sig til de nye forhold i italiensk fodbold. Søndag hedder opgaven lokalrivalen AC Milan. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Christian Eriksen har fået spilletid i to kampe for Inter uden at sætte et markant aftryk, men det skal nok komme.

Det siger Inter-træner Antonio Conte, som også har brug for den danske midtbanespiller med det samme efter vinterskiftet fra engelske Tottenham.

Christian Eriksen taler ud: »Jeg kunne læse, at jeg var den onde i omklædnings--rummet«

»Han træder ind i en ny verden, og i Italien er det mere taktisk. Jeg håber ikke, at han har brug for en masse tid til at vænne sig til det, for vi har brug for ham med det samme. Han er en intelligent spiller, som tilpasser sig hurtigt«, siger Antonio Conte ifølge Reuters.

Krav om stort løbearbejde

Den italienske toptræner mener, at Christian Eriksen har gode forudsætninger for at blive en succes i klubben.

»Han har visse egenskaber, som passer til vores spillestil. Det er meget vigtigt, at han er med i både de defensive og offensive faser«, siger Antonio Conte.

Eriksens drøm om at følge i Laudrups fodspor er død: Spurs-eftermælet har fået en skramme, og alligevel kan han have gjort det rigtige

Søndag aften skal Inter og Christian Eriksen i aktion i Milano-derbyet mod AC Milan, der halser en del efter i Serie A.

Inter er nummer to i tabellen efter 22 kampe – 19 point foran ærkerivalerne fra Milan. Antonio Conte advarer dog imod at kigge for meget på forskellen på de to Milano-klubber lige nu og her.

Conte advarer om Milan

»Milan har fortjent flere point, end holdet har i øjeblikket. Det er et fantastisk hold, som lige har hentet en mester som Zlatan Ibrahimovic. Han bringer selvtillid og erfaring ind på holdet. Han har spillet for begge klubber, så det bliver en følelsesmæssig kamp for ham«, lyder det fra Antonio Conte.

Ud over Zlatan Ibrahimovic har Milan også hentet Simon Kjær, som dermed kan komme til at stå over for Christian Eriksen i derbyet, der fløjtes i gang søndag aften klokken 20.45.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her