Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I sin Superligakamp nummer 24 scorede brasilianeren Junior Bramado sit første mål, da han gjorde det til 1-0 i 2-1-sejren over AGF.

Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

24. runde i Superligaen: Silkeborg forlænger livlinen med sejr over AGF i underholdende kamp med to røde kort

Politiken giver det fulde overblik over tredjesidste spillerunde.

Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Silkeborg-AGF 2-1

1-0 Junior Bramado (36), 2-0 Nicolai Vallys (40), 2-1 Patrick Mortensen (straffe 70)

For anden gang i denne sæson trak Silkeborg sig sejrrigt ud af opgøret mod AGF, da silkeborgenserne mandag vandt 2-0 hjemme på Jysk Park. Dermed har Silkeborg hentet 6 af sine beskedne 15 point mod AGF.

Hjemmeholdet var da også pisket til en sejr, hvis holdet skulle gøre sig seriøse forhåbninger om at ende i den mest attraktive gruppe i nedrykningsspillet.

To scoringer i første halvleg banede vej for, at Silkeborg nu holder liv i nedrykningskampen før grundspillets sidste to runder. Silkeborg har to point op til Esbjerg på 13.-pladsen og yderligere to point op til Hobro på 12.-pladsen.

Sejren var Silkeborgs blot anden hjemmesejr i sæsonen, men grundet frygt for spredning af coronavirus var der ingen tilskuere på lægterne til at overvære den sjældne sejr.

AGF’erne udnyttede ikke chancen for at trække fra Brøndby og de øvrige forfølgere i bronzekampen. AGF har et, to og tre point ned til Brøndby, FC Nordsjælland og AaB. AGF har også en kamp i hånden, den spilles torsdag hjemme mod Randers.

I store dele af mandagens kamp var det ikke til at se, at de to hold ligger i hver sin ende af tabellen.

I slutningen af første halvleg tog hjemmeholdet føringen.

Et fladt indlæg fandt en fri Junior Brumado, der drejede sin første superligascoring ind bag AGF-keeper William Eskelinen. Forud havde den brasilianske angriber spillet 23 superligakampe uden at score.

Fem minutter senere var hjemmeholdet på spil igen.

Silkeborg-kanten Nicolai Vallys udnyttede en returbold fra AGF-målmand Eskelinen og kunne let prikke Silkeborg på 2-0.

Efter 69 minutter kom der liv i opgøret, da Svenn Crone nedlagde AGF’s Patrick Mortensen i feltet og modtog et direkte rødt kort.

På det efterfølgende straffespark bankede selv samme Mortensen sin tiende sæsontræffer ind.

Bedst som AGF fik mere momentum i kampen, brokkede AGF-anfører Niklas Backman sig efter 77 minutters spil til sit andet gult kort og måtte se resten af kampen fra sidelinjen.

AGF pressede på til sidst, men formåede ikke at fremtvinge en pointgivende udligning.


Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Midtjyllands Gustav Isakson (th.) udfordrer Randers FC's Mikkel Kallesøe under søndag aftens superligakamp i Randers.

Randers-FC Midtjylland 0-2

0-1 Alexander Scholz (26), 0-2 Evander (straffe 44)


FC Midtjylland er gået i udbrud i toppen af Superligaen, da holdet nu har 12 point ned til FC København på andenpladsen.

Det store forspring blev sikret søndag aften, hvor FCM vandt med 2-0 ude mod Randers FC og dermed udnyttede, at FCK tidligere søndag overraskende tabte hjemme til AC Horsens.

FCM har vundet alle holdets fire kampe i dette forår og tog søndagens sejr på et tomt Cepheus Park i Randers, da der ikke må komme tilskuere på stadion på grund af coronavirus.

FC Midtjylland har med sejren vundet de seneste ni besøg i Randers, som ikke har slået FCM siden 2012.

Hjemmeholdet startede kampen bedst og kom til en god mulighed efter knap 20 minutter, men Vito Hammershøy-Mistrati sparkede i sidenettet.

FCM kunne ikke få spillet til at fungere, men kom alligevel i front efter knap en halv times spil, da Frank Onyeka dirigerede et hjørnespark i nettet med hovedet.

Randers fik en gylden mulighed for at udligne et par minutter senere, da FCM-målmand Jesper Hansen begik straffespark, men Hansen gjorde skaden god igen ved at redde forsøget fra Emil Riis Jakobsen.

Kort før pausen var det FCM’s tur til at få straffespark, og den brasilianske midtbanespiller Evander scorede på sikker vis til 2-0.

FCM kom godt ud til anden halvleg og var ad flere omgange tæt på at komme til chancer.

Randers havde svært ved at kæmpe sig tilbage i opgøret uden støtten fra lægterne, og FCM var i kontrol og kørte sejren sikkert hjem.

Med to runder tilbage af grundspillet ligger Randers nummer syv med tre point op til AaB på sjettepladsen. Randers har en kamp i hånden, som spilles på torsdag, hvor holdet gæster rivalerne fra AGF.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

FC Nordsjællands Mikkel Rygaard og Brøndbys Simon Tibbling kæmper om bolden i søndag aftens opgør på Farum Park.

FC Nordsjælland-Brøndby 2-2

0-1 Anis Ben Slimane (6), 1-1 Mikkel Damsgaard (39), 1-2 Samuel Mraz (44), 2-2 Isaac Atanga (60)


Ingen tilskuere fik lov at overvære det på nærmeste hold, men FC Nordsjælland og Brøndby leverede søndag aften god underholdning.

Opgøret sluttede 2-2, men frygten for spredning af coronavirus gjorde, at Divisionsforeningen i fredags besluttede, at alle fodboldkampe i landets bedste to rækker skal spilles for tomme tribuner i resten af marts.

Brøndby spillede en glimrende første halvleg og var foran 2-1, men FCN kæmpede sig godt tilbage efter pausen.

Pointdelingen betyder, at Brøndby på fjerdepladsen har 39 point, mens FCN er et enkelt point efter på femtepladsen.

Der resterer blot to kampe af grundspillet, og begge hold kan dermed selv afgøre, om de skal slutte i top-6 eller ej.

Brøndby greb taktstokken fra første fløjt, og de blå-gule skulle blot bruge seks minutter på at tage føringen, da 18-årige Anis Ben Slimane scorede sit første superligamål efter et veludført hjørnespark.

Brøndby forsvarede sig i første halvleg fornemt og tillod ikke FCN at få gang i det velkendte hurtige kombinationsspil.

Syv minutter før pausen fik FCN dog et frispark på kanten af feltet, og det smækkede formstærke Mikkel Damsgaard direkte i kassen til 1-1.

Dybe stikninger mod den lynhurtige angriber Simon Hedlund var et våben, som Brøndby ofte brugte, og sådan én gav pote i det 44. minut, hvor Samuel Mraz bankede Brøndby på 2-1.

FCN fik bedre fat efter pausen, og efter en times spil bragte Isaac Atanga balance i regnskabet med målet til 2-2 efter en god aktion.

Værterne pressede på i kampens afslutning, men aldrig passeret Brøndby-målmand Marvin Schwäbe for tredje gang.

FCN’s forbandelse mod Brøndby fortsætter dermed, da Farum-klubben nu ikke har slået de blågule i de seneste ni forsøg.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

FCK's nye angriber Mikkel Kaufmann (tv.) i nærkamp med Horsens-matchvinder Alexander Ludwig søndag i Parken.

FC København-AC Horsens 0-1

0-1 Alexander Ludwig (81)


AC Horsens tog forårets første Superliga-sejr, da holdet i en mennesketom Telia Parken tildelte FC København et 0-1-nederlag.

Gæsterne leverede en strålende defensiv præstation, som holdt et rådvildt FCK-hold fra de helt store muligheder. Horsens snuppede dermed tre uhyre vigtige point i den tætte bundstrid i ligaen.

Ståle Solbakken var til søndagens kamp sendt på tribunen i Parken med karantæne, hvorfor assisterende træner Bård Wiggen stod på sidelinjen hos FCK.

Han kunne se FCK komme godt fra start, og efter otte minutter fik værterne første halvlegs største chance.

Anfører Carlos Zeca erobrede bolden og førte den upresset ind i feltet. Grækeren afsluttede, men hans skud fra en helt fri position sad tæt på Matej Delac, som reddede til hjørne.

Horsens havde store problemer med bolden i kampens indledning, men Bo Henriksen kunne glæde sig over den defensive indsats, der i de sidste 30 minutter af første halvleg holdt FCK fra chancer.

Dermed stod det 0-0 ved starten af anden halvleg, hvor FCK fortsat havde problemer med at bryde AC Horsens ned.

Kampen skulle frem til sit 72. minut, før FCK-angriber Michael Santos fik halvlegens største mulighed, da han efter en tilfældighed blev sendt dybt af Pep Biel. Santos’ afslutning skruede dog forbi Delac og Horsens-målet.

Horsens kom mod slutningen til et par hjørnespark, hvor gæsterne viste tænder. Efter 81 minutter kom forsvarer Alexander Ludwig først på en returbold, som resolut blev sparket i kassen til en føring på 1-0.

FCK-spillerne var rådvilde, men til allersidst fik tilbagevendte Viktor Fischer en god mulighed, som Delac nok engang holdt ude af Horsens-nettet.

Derfor kunne Horsens-spillerne altså række hænderne i vejret og fejre sejren efter 90 minutter.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB-anfører Lucas Andersen (tv.) scorede, men måtte udgå skadet kort inde i 2. halvleg.

AaB-Lyngby 3-0

Annonce

1-0 Tom van Weert (19), 2-0 Kasper Kusk (28), 3-0 Lucas Andersen (37)


AaB slog Lyngby søndag eftermiddag, da ligaopgøret på et mennesketomt Aalborg Portland Park endte 3-0.

Med sejren har AaB mere eller mindre slukket Lyngbys drømme om mesterskabsspillet. Sjællænderne har nu seks point op til sjettepladsen i 3F Superligaen med to grundspilskampe tilbage.

Lyngby har desuden en markant dårligere målforskel end både AaB og Randers, der kæmper videre for at ende blandt de bedste seks hold efter grundspillet.

Hjemmeholdet i Aalborg sad på spillet fra første fløjt, hvor både gennemspillede angreb og kontrasituationer gjorde AaB farlige.

Flere gange forsøgte nordjydernes wingbacks at finde angriberne i feltet, men det var primært i løbene ind gennem feltet, at målene faldt.

Lyngby havde til gengæld svært ved at få et sammenhængende spil i gang og kom til meget få chancer gennem opgøret.

Første mål faldt efter 20 minutter, hvor Kasper Kusk afleverede på tværs til angrebskollegaen Tom van Weert i feltet. Bolden blev afrettet, og hollænderen satte den i nettet under store protester for offside.

Kort efter var Kusk igen på spil, da han tog en dribletur gennem feltet og afsluttede højt til 2-0. Ti minutter senere gjorde Lucas Andersen det til 3-0, da Kusk fangede en lang bold fra midtstopper Mathias Ross og spillede anføreren gennem forsvarskæden.

Lucas Andersen udgik kort inde i 2. halvleg med det, der umiddelbart lignede en mindre skade i baglåret.

»Jeg har haft mange problemer omkring hofte-lyskeregionen gennem efteråret og foråret. Når man begynder at kompensere, så opstår der andre problemer. Det er dem, vi har prøvet at få bugt med«.

»Det gør ondt i mit fodboldhjerte at sætte mig ud på bænken, når det er fedt at spille, og holdet fungerer. Men man må tage sine forholdsregler en gang imellem«, sagde Lucas Andersen efterfølgende til Ritzau.

Gennem anden halvleg var spillet ligeligt fordelt, og sjællænderne kom frem til større chancer end hidtil. Det blev dog ikke til nogen scoringer efter pausen.

Dermed har AaB 37 point i 3F Superligaen, mens Lyngby er på 31 point.



Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Sønderjyskes fanformand Lars Moshage Møller (tv.) prøvede at følge kampen med en OB-fan bag porten ved Haderslev Stadion.

Sønderjyske-OB 1-1

0-1 Issam Jebali (straffe 38), 1-1 Johan Absalonsen (straffe 88)


OB’s drømme om en plads i Superligaens mesterskabsspil blev søndag slukket, da fynboerne spillede 1-1 ude mod Sønderjyske.

Det var den tidligere OB-angriber Johan Absalonsen, som sørgede for 1-1 med en sen scoring på straffespark.

OB er dermed oppe på ni kampe i træk uden sejr og har syv point op til top-6 med to runder tilbage af grundspillet.

Kampen blev spillet på et regnfuldt Sydbank Park, hvor der var tomme tribuner som følge af Divisionsforeningens tiltag om ikke at lukke tilskuere ind for at mindske risikoen for spredning af coronavirus.

Med søndagens resultat har Sønderjyske nu lukket mål ind i 15 superligakampe i træk, og klubben skal i resten af sæsonen kæmpe for at undgå nedrykning.

Første halvleg var en rodet affære præget af en masse dueller, og de manglende tilskuere gik ikke glip af den helt store fodboldopvisning.

Mens der blev tacklet igennem og også kom en del gule kort, var første halvleg uden de store chancer.

Otte minutter før pausen fik OB dog en gylden en af slagsen, da gæsterne fik straffespark. Issam Jebali tog sig af det og sendte på sikker vis bolden i nettet til 1-0.

Fra anden halvlegs start var det fortsat chancefattigt og regnfuldt, men efter knap en time var den tidligere OB-angriber Anders K. Jacobsen tæt på at dirigere et indlæg i nettet for hjemmeholdet.

Det var i det hele taget Sønderjyske, der sad på det efter pausen.

Men OB-defensiven stod godt imod og holdt hjemmeholdet fra fadet indtil kort før tid, hvor målmand Oliver Christensen begik det straffespark, der endte med at sikre værterne det ene point.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Den 20-årige amerikaner Christian Cappis fik scoret sit første mål i Superligaen i sin kamp nummer 27.

Hobro-Esbjerg 1-1

1-0 Christian Cappis (59), 1-1 Patrick Egelund (85)


Hobro og Esbjerg har store problemer med at vinde i 3F Superligaen, og det har ikke ændret sig, efter at de to klubber delte point med 1-1 i bundkampen søndag eftermiddag.

For tomme tribuner i Hobro var hjemmeholdet ellers godt på vej mod sin første sejr i 15 kampe, men Esbjergs Patrick Egelund fik udlignet fire minutter før tid.

Resultatet betyder, at Hobros forspring til Esbjerg i tabellen fortsat er på to point.

Som stillingen ser ud nu, ender de to klubber i samme pulje i nedrykningsspillet, og der er lagt op til, at bundduellen fortsætter i resten af sæsonen.

Kampens betydning var til at få øje på, for de to nervøse hold leverede ikke nogen velspillet forestilling i den uinspirerende kulisse.

Et væld af nærkampe og risikofri, lange afleveringer prægede begivenhederne, og antallet af åbne målchancer kunne tælles på ganske få fingre.

Det var derfor lidt af en overraskelse, at det var nydeligt småspil, der skabte den chance, som Hobro udnyttede til at bringe sig foran efter 59 minutter.

Christian Cappis fik bolden under kontrol uden for Esbjergs felt. Han brugte holdkammeraten Edgar Babayan som bande, inden han udplacerede Esbjerg-keeper Vito Mannone med et fladt spark i det lange hjørne.

Esbjerg havde store problemer i det etablerede angrebsspil. Det var svært at få øje på idéer og angrebsmønstre, og vestjydernes bedste tilbud kom efter dødbolde.

Hverken Jacob Sørensen eller Rafal Kurzawa vil dog være tilfredse med deres frisparksforsøg fra gode positioner lige uden for feltet.

Det virkede ikke, som om Esbjergs spillere selv troede på, at de kunne spille sig frem til målchancer. Men ud af ingenting kom udligningen fra indskiftede Patrick Egelund.

Den lille angriber afsluttede fra kanten af feltet, og bolden tog en så kraftig afretning, at den narrede Jesper Rask i Hobro-målet.

Dermed sluttede kampen med samme resultat som det omvendte opgør i Esbjerg i begyndelsen af sæsonen. Ved den lejlighed var det Hobro, der udlignede i de allersidste minutter.

Ritzau

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts