Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

FCM-spillerne er gået fra daglig fysisk kontakt til nu at koordinere, hvordan de skiftevis kan bruge klubbens styrkecenter i små grupper.

Trods coronaudbrud: Søndag blev der fortsat spillet fodbold i europæiske topligaer

Erik Sviatchenko er glad for, at man i Danmark – modsat andre lande – har været hurtig til at aflyse kampe grundet coronavirus. Søndag blev kollegaer i tre europæiske topligaer stadigvæk sendt på græs.

Fodbold

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Søndag 15. marts klokken lidt i 15 burde det ikke have været muligt at få fat i Erik Sviatchenko. FC Midtjyllands anfører skulle have været på vej ind på MCH Arena for at gøre sig klar til anden halvleg mod AC Horsens i Superligaen.

Nu holder han og familien ligesom de fleste andre danskere afstand til omverdenen i den nye virkelighed med corona. FC Midtjylland indstillede i weekenden al holdtræning på ubestemt tid. Spillerne er sendt hjem og skal følge individuelle træningsprogrammer for at holde formen ved lige frem mod sæsonens næste superligakamp, som ingen ved hvornår bliver afviklet. Hvis det overhovedet kommer til at ske.

»Vi respekterer og følger selvfølgelig alle regeringens anvisninger. Når det er sagt, har det været meget underligt at gå fra at være i daglig kontakt i flere timer med sine holdkammerater på træningsbanen og i klubben til nu kun at skrive med dem i vores Whats App-gruppe«, forklarer Erik Sviatchenko og uddyber:

»I vores tråd koordinerer vi blandt andet, hvornår vi kan gå i vores styrkecenter i klubben i små gruppe af 2-3 spillere, som holder god afstand til hinanden og spritter af, når vi bruger udstyret. Vi har ikke noget at gøre med hinanden i styrkecenteret på samme måde, som man normalt ville have. Det er nødvendigt at styrketræne, fordi vi kan stå i en situation, hvor vi med kort varsel skal genoptage Superligaen. Hvis vi ikke har ordentligt styr på vores kroppe, risikerer vi at gå i stykker«.

Kritik af Uefa

Et af Superligaens største navne er glad for, at man i Danmark hurtigt først afviklede kampe uden tilskuere og senere helt aflyste dem efter regeringens anvisninger, da coronavirussen kom til landet.

Søndag blev der alene i Europa spillet klubkampe i de bedste rækker i Tyrkiet, Rusland og Ukraine trods virussens globale udbredelse. Blandt andet var FC Københavns modstander i Europa Leagues ottendedelsfinale, Istanbul Basaksehir, atter i kamp.

»Jeg synes, det er kritisabelt, at man anført af Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.) ikke har kunnet koordinere et fælles stop af klubturneringerne. Det burde have være gjort bedre. Det var for eksempel meget underligt at følge FCK’s kamp i Tyrkiet, når man vidste, at Danmark var lukket ned, og at de ikke kunne spille returopgøret i København, uanset hvad Uefa måtte ønske«, siger Erik Sviatchenko.

Han forstår til fulde, at FC København overvejede at blive væk fra Europa League-kampen i Istanbul, og samtidig også at de danske mestre endte med at spille.

I første omgang var der udsigt til, at klubberne i Premier League og Championship trods coronavirus ville fortsætte afviklingen af sæsonen i weekenden, ligesom tilfældet var i Tyrkiet, Rusland og Ukraine.

Den beslutning blev først ændret i sidste øjeblik, efter at det blev offentliggjort, at Arsenal-manager Mikel Arteta har fået coronavirus.

Andrew Yates/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix

Wayne Rooney har kritiseret det engelske fodboldforbund for at ville sende spillere på banen trods udbruddet af coronavirus.

Den langsommelige håndtering af situationen har medført hård kritik af det engelske fodboldforbund FA, blandt andet i Wayne Rooneys klumme i The Times.

»Efter hastemødet i fredags blev den rigtige beslutning truffet. Indtil da føltes det, som om fodboldspillere i England blev behandlet som forsøgsdyr. Alle andre sportsgrene som tennis, formel 1, rugby, golf og fodbold i andre lande blev lukket ned, men vi fik bare ordrer om at fortsætte spillet«, skriver Rooney og tilføjer:

»I Derby sad vi til træning i torsdags og ventede på premierministerens tale. Folk var bekymrede. Heldigvis traf fodbolden den rigtige beslutning til sidst. Vi er nødt til at sætte sæsonen på pause. Nogle vil ikke være glade for beslutningen, men jeg mener, at fodbolden er nødt til at komme i anden række. Det er bare en sportsgren«.

Annonce

Nedrykning er et problem

Der er store summer på spil i England, når der ikke bliver afviklet kampe. I de engelske medier er det blevet rapporteret, at Premier League taber mere end 850 millioner kroner om måneden, mens coronavirussen lukker ned for afviklingen af opgør.

Herhjemme er Erik Sviatchenko naturligvis indstillet på at vente så længe, det kræver, inden han ønsker at komme tilbage i sit arbejde for fuld kraft sammen med holdkammeraterne.

»Jeg synes, at den mest alvorlige situation i dansk fodbold lige nu er spørgsmålet om nedrykning, hvis vi ikke kommer til at spille igen foreløbig. Det ville være en træls måde at vinde på, hvis vi vinder mesterskabet for tomme tribuner eller uden flere kampe, men det ændrer ikke drastisk på vores hverdag. Det ville det gøre for de potentielle nedrykkere, der kan ryge ned, uden at sæsonen reelt er færdigspillet. Spillerne går markant ned i løn, der vil komme fyringer og måske endda konkurser«, siger han og tilføjer:

»Derfor skal der findes en løsning. Det er ikke fair at ryge ned, uden at der bliver spillet flere kampe. Selvfølgelig har de tre nederste hold klaret det dårligst lige nu, men man ved aldrig, hvad der sker i fodbold. De kan stå i en situation, hvor de bliver sendt ned i 1. division og måske kunne have vundet 3, 4 eller 5 kampe i træk og ændret deres egen situation«.

Alle danske kamp er udsat som minimum de kommende to uger.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts