0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FC Midtjyllands historiske aften: »Jeg kunne mærke det i både øjnene, maven og hjertet. Det øjeblik glemmer jeg aldrig«

Det var en historisk aften i Herning, da FC Midtjylland kvalificerede sig til Champions League ved at slå Slavia Prag med 4-1 på en aften, hvor fortid, nutid og fremtid smeltede sammen. Nu skal midtjyderne bruge formuen til at styrke klubbens fundament.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Alexander Scholz kunne dårligt være i sin egen krop, efter at han havde bragt FC Midtjylland foran med 2-1 mod Slavia Prag og blev tiljublet på vejen mod Champions League.

Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Claus Steinlein lod sine øjne rejse i tid. Han lod dem glide gennem et persongalleri, der havde formet hans liv – og havde skabt Danmarks bedste fodboldklub, ikke mindst.

Det var onsdag aften, en klar måne skar gyldent gennem efterårsmørket over Herning, og aftenkulden borede sig ind under huden, men det mærkede han aldrig. For FC Midtjylland-direktøren var i gang med at se sin klub banke porten ind til Champions League – fodboldens forjættede land, et paradis for sportens aktører – da han lod sig overvælde ved synet af en ældre mand med briller og sparsomt hår på et rødt stadionsæde af plastik nærved.

»Ove Pedersen, vores første træner i 1999. Da jeg kunne se, at selv den gamle rævs øjne var klare, blev mine da også lidt klare«.

Gennem glædestårernes slør fik Claus Steinlein så øje på to stovte midtjyske forretningsmænd.

»Johnny Rune og Steen Hessel, de to der opfandt klubben for mere end 20 år siden. Jeg kunne se, de var rørte«.

Til sidst stoppede Claus Steinleins blik ved en ung mand med tilbagestrøget, bølget hår, glimt i øjet og altid et kækt smil.

»Vores formand, Rasmus Ankersen, der kom ind i 2014, hvor vi virkelig begyndte at rykke frem. Da han gav mig en krammer – jeg tror ikke, at det var helt coronalovligt – kunne jeg mærke det i både øjnene, maven og hjertet. Det øjeblik glemmer jeg aldrig. Jeg var stolt, rørt og ydmyg over at få lov til at opleve det«:

»Vi har skabt noget magisk sammen herude i vores lille region«.

De frivillige i Koldby Hørdum

Det var mere end ord, det var en følelse. Claus Steinlein har selv været en del af FC Midtjylland, siden Ikast fS og Herning Fremad smeltede sammen, fordi et par beslutsomme herrer var træt af fodboldmæssig middelmådighed i det midtjyske.

Derfor ved han om nogen, hvad det gennem årene har krævet at navigere gennem kriser og konjunkturer og konkurssnak, latterliggørelse og lovord, skuffelser og succeser. Derfor ved han, hvor mange der har en andel i kulminationen onsdag aften. Og derfor ved han, hvordan sejren på 4-1 over Slavia Prag i tilskuertomme MCH Arena forpligter de danske mestre fra FC Midtjylland til at hæve niveauet yderligere. For med den følger Champions League og mere end 200 millioner kroner.

»Når jeg ser på de klubber, som lille FC Midtjylland nu er i selskab med... De største i hele verden. Det er jo dem, man som lille dreng bare drømte om at se, og nu står vi blandt dem. Det er kæmpestort«, sagde Claus Steinlein:

»For mig betyder det allermest, at vi har brugt over 20 år på at komme hertil. Så mange mennesker har knoklet. Det er den frivillige leder ude i en samarbejdsklub som Koldby Hørdum, det er alle akademitrænerne i FC Midtjylland, det er plejefamilien for Frank Onyeka, der scorede i den her kamp. Der er så mange mennesker, der har kæmpet og stået sammen og nu nået et unikt mål. Fællesskabet har sejret«.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

For Claus Steinlein - der her krammer Awer Mabil - var det en emotionel aften, da FC Midtjylland kvalificerede sig til Champions League.

De værdier skal vare ved, men når loftet skal løftes endnu højere op i himlen, bærer det ikke alene. Siden den engelske rigmand Matthew Benham overtog klubben i 2014, er den blevet stadig mere professionel, og med tre mesterskaber, en pokaltitel, en sekstendedelsfinale i Europa League og nu altså Champions League har FC Midtjylland vel efterhånden etableret sig som en klub på niveau med FC København. Og langt foran AaB, Brøndby og FC Nordsjælland, der før har deltaget i den fornemmeste klubturnering.

»Det er vel først inden for de sidste to-tre år, at jeg har turdet drømme om, at Champions League var realistisk«, sagde Claus Steinlein, der på sit kontor ellers har en Lionel Messi-trøje fra Barcelona til at pryde de muldsorte vægge som for at minde sig selv om at stræbe efter det ypperste.

Den indre eufori

Men fremadrettet skal der endnu mere til, og det skal pengene fra den nyvundne succes være med til at sikre. Ikke nødvendigvis ved at købe nye spillere. Med fem dage tilbage af transfervinduet vil direktøren mest af alt bare gerne holde sammen på truppen – der har for eksempel været interesse fra andre klubber for profiler som anfører Erik Sviatchenko og midtbanedynamoen Frank Onyeka.

Og kun hvis der kommer »et helt rigtigt tilbud«, vil han slå til i forhold til indkøb, siger han. For »vi er jo stadig købmænd«, som han udtrykker det. Ellers handler det mere om at bruge pengene til at styrke klubbens fundament.

»Det er kulminationen på en vanvittig rejse i FC Midtjylland, som skal fortsætte nu. Vi har lagt en 2025-plan, hvor vi skal tage skridtet op på næste hylde og se, om vi kan spille fast med i europæiske gruppespil. Vi skal blive bedre på alle parametre. De her penge fra Champions League gør, at vi kan accelerere den udvikling i en coronatid, hvor alle er hårdt ramt, og så er de selvfølgelig ekstra gode at få«, sagde Claus Steinlein:

»Pengene skal gå til at styrke vores talentudvikling, så vi kan få endnu dygtigere unge spillere, og så skal vi styrke vores kommercielle afdeling, og så er der superligaholdet... Altså, jeg har lovet dem et højt hegn rundt om træningsbanen, så bolden ikke bliver væk. Men jeg tror generelt, at vi skal kigge på at optimere faciliteterne«, sagde direktøren i det mørkeblå FCM-jakkesæt med et grin.

Sådan udtrykte han det meste. Med grin, der udstillede, at den indre eufori boblede over efter en helt vild aften på MCH Arena i Herning.

»Jeg troede jo fandeme, at det var en gyserfilm, vi var med i og ikke en fodboldkamp«, sagde Claus Steinlein.

Gaven fra oven

De siger, at man skal passe på med at dvæle ved fortiden. Men indimellem er den så skøn, så historisk, at den lever videre i nutiden, før den engang ebber ud i takt med selve livet. Og indimellem er man nødt til at kende fortiden for at forstå nutiden. Sådan er det med FC Midtjylland, sådan er det med Claus Steinleins totalglæde.

Det første rækker 21 år tilbage i historien og trækker på referencer om at opdyrke heden af goldt landskab, som Enrico Mylius Dalgas gjorde det engang og driftige folk siden gentog i et uvejsomt fodboldterræn. Det andet går bare tilbage til onsdag aften 21.02, da gyserfilmen af en fodboldkamp for alvor begyndte.

Med resultatet 4-1 lyder det let, sådan det var bare ikke. For FC Midtjylland var det alt andet end det, og i mere end en time virkede Champions League som en af de der fjerne drømme, der sidder som en rest i kroppens kroge, men er umulig at huske, når søvnen er slut. Allerede efter to minutters spil og en sjat kom hjemmeholdet bagud efter en sjælden fejl af målmand Jesper Hansen. Da midtjyderne samtidig skabte i nærheden af nul chancer mod Slavia Prag, så det hele ret håbløst ud.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dommer Damir Skomina affejede de tjekkiske protester, da han efter et VAR-tjek dømte omspark på FC Midtjyllands brændte straffespark.

Men pludselig scorede Sory Kaba til 1-1 efter en tjekkisk målmandsfejl, og pludselig dumpede en gave ned fra himlen. Sådan var det faktisk. Efter et hjørnespark forsøgte en Prag-spiller at sende bolden et godt stykke ud mod Ikast, men den røg i stedet højt op i luften, flere meter bagud og landede på hånden af en holdkammerat inde i feltet. Straffespark. Da startede det virkelige drama.

Målmanden reddede forsøget fra Sory Kaba, og tjekkerne jublede, som var de kvalificeret til Champions League. Men i en tv-vogn spottede en videodommer, at keeperen akkurat havde forladt målstregen før sparket, så midtjyderne fik en ny chance fra ellevemeterpletten.

»Det kan da godt være, at vi havde marginalerne med os, men for mig handler det om at jagte dem. Det gjorde vi. De her drenge har præsteret det ypperste, og det er uden tvivl kulminationen på de sidste fem-seks år. Vi har meget individuel kvalitet på det her hold sammen med en stærk struktur, og vi skal fortsætte med at vise, hvem vi er i gruppespillet. Vi skal ikke ud at parkere en bus nogen steder, vi skal bare ud at være kloge«, sagde succestræneren Brian Priske, der efter et år på posten både er dansk mester og Champions League-deltager:

»Det tager egentlig stille og roligt. Sådan er jeg natur, og jeg har også en fantastisk stab, som er med til at holde mig nede... De skal nok lade mig høre for det, når nu jeg har taget rullekrave på i stedet for skjorte og alt muligt andet. De skal nok sørge for, at benene ikke letter. Men jeg er stolt over at stå i spidsen for den her store holdindsats«.

Det evige minde

Marginaler eller ej. På banen rasede de tjekkiske spillere over omsparket. De råbte og skreg og gestikulerede vildt og brølede ad dommer Damir Skomina, en af verdens bedste, der tog det ganske roligt. Imens besluttede midtjyderne at skifte straffesparksskytte, så forsvarsspilleren Alexander Scholz skulle tage sig af det nye forsøg.

»Nogle af deres spillere kom og snakkede til mig, nogle af vores kom hen, der blev skubbet lidt, og det handlede bare om at holde fokus. Forsøge at nyde det«, fortalte Scholz.

Nyde det. Et spark til mere end 200 millioner kroner, vind eller forsvind. Nyde det.

»Nu var det jo besluttet, at jeg skulle sparke, og så kunne jeg brænde eller score. Sådan var det. Men jeg følte mig ret sikker på, at jeg ville score, der var godt med overskud i momentet. Jeg forsøgte at holde hovedet så tomt som muligt. Tænke på sparket, tænke på tilløbet, tænke på min fodstilling. Så jeg hørte faktisk ikke, hvad der blev sagt til mig. Og så scorede jeg«, sagde Alexander Scholz.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Frank Onyeka jubler og takker de højere magter efter at have scoret til 3-1.

Da brød de første vilde scener af ukontrolleret jubel ud:

»Det er jo meget individuelt, hvordan man reagerer i sådan en situation. Normalt når man scorer, er alle henne og juble, men her var det på en eller anden måde en individuel jubel… I en gruppe. Der var nogen, der simpelthen græd allerede ved 2-1, andre stod helt målløse. Men der gjaldt det altså om at give et par lussinger og sige, at der stadig var 10 minutter igen, så det var ikke tid til at vise følelserne alt for meget«, sagde Alexander Scholz, der selv gav sig hen, da Frank Onyeka scorede til 3-1, og Anders Dreyer rundede festen af med et formidabelt mål til 4-1.

»Jeg havde en sekvens med Erik, hvor vi bare kiggede på hinanden i 10-15 sekunder. Stod der sammen. Hvad skete der lige?«.

Ja, det kunne være svært at forstå. Gang på gang har FC Midtjylland haft svært ved at præstere i Europa, men nu har klubben spadseret ad den nok stærkeste vej, som en dansk klub nogensinde har taget til Champions League. Med sejre over de bulgarske mestre, Ludogorets, de schweiziske mestre, Young Boys fra Bern, og de tjekkiske mestre, Slavia Prag. Alle store klubber med stor rutine i at spille europæisk fodbold.

»Det var helt vildt, hvad der løb gennem kroppen«, fortalte Alexander Scholz og tilføjede:

»Som Priske sagde til os efter kampen: Det her er noget, vi kommer til at have med os for evigt«.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts