At påstå, at jeg kan huske det, som om det var i går, er lige stærkt nok. Men mit første møde med brasilianeren Pelé står på sin egen måde alligevel flimrende klart.
Det fandt sted en søndag i juni 1958, hjemme hos onkel Knud, altid i en ærmeløs undertrøje, og tante Hedvig i herskabslejligheden på Gl. Kongevej på Frederiksberg.
Der så vi på svensk tv, alt imens vi spiste gode sager fra min gudmor, Kagemosters konditori, VM-finalen i fodbold mellem hjemmeholdet Sverige og den mytiske fodboldnation Brasilien – som på holdet havde den blot 17-årige Pelé.
Det blev knægtens gennembrud. Han scorede to mål i Brasiliens 5-2-sejr, og med den bedrift, 17 år og 249 dage gammel, svøbte han sit eget næsten ufattelige eventyr i en gylden kåbe, som han skulle bære gennem hele sin karriere, der først sluttede i 1977 – 21 år senere.
