Det er lavvande, og en flok rødben prøver lykken langs dæmningsvejen. Når vandet ved Rømø trækker sig tilbage, åbenbarer der sig en brun banke langs vejen. For langbenede fugle med sylespidse næb er det et herligt ælte fyldt med småkravl, der udgør dagens måltid.
På dæmningen kører du ikke bare langs en vej: Du er midt ude i Vadehavet. Havet trækker sig tilbage, og pludselig ligger landskabet blotlagt som en levende flade af mudder og liv. Fuglene ænser dig knap, men lad være med bare at tordne forbi scenariet.




























