Han er blot 20 år, men Erling Braut Haaland bliver ved med at imponere på den store scene. Onsdag aften i Sevilla kom hans Dortmund-hold hurtigt bagud, hvorefter den norske angriber overtog scenen, lagde op til udligningen og nettede to gange, før der blev fløjtet til pause. Sådan.
Haaland er født i Leeds, fik meget tidligt seniordebut hos Molde FK og har derefter med stor succes optrådt for først Red Bull Salzburg og nu Borussia Dortmund. Evnen til at slå til på den store scene har fået mange storklubber til at signalere interesse for at skrive kontrakt med den unge nordmand, men fra flere sider, bl.a. Jürgen Klinsmann, rådes stortalentet til at vente lidt med at tage springet til en større klub end Dortmund.




























