Enhedslisten og Frie Grønne er de eneste partier, der mener, at Danmark skal boykotte fodbold-VM i Qatar.

Flere danskere er for end imod en boykot af VM i Qatar. Kun to af Folketingets partier er med på ideen

Foto: Per Marquard Otzen/POLITIKEN
Foto: Per Marquard Otzen/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Artiklen – inklusive rubrikken – er opdateret kl. 11.36 med oplysningen om, at Frie Grønne også støtter en boykot.

Idéen om at boykotte fodbold-VM i Qatar til næste år bliver afvist af langt de fleste partier i Folketinget. Kun Enhedslisten mener imidlertid, at boykot er vejen frem, viser en rundspørge, Jyllands-Posten har foretaget blandt partiernes kultur- og idrætsordførere.

Også Frie Grønne går ind for en boykot, oplyser kulturordfører Uffe Elbæk til Ritzau.

Debatten om en eventuel boykot af VM i Qatar har taget fart, efter at avisen The Guardian i slutningen af februar opgjorde, at foreløbig 6.500 gæstearbejdere har mistet livet, siden Qatar i 2010 blev tildelt VM-værtskabet i 2022.

Søren Søndergaard, idrætsordfører for Enhedslisten, siger, at »demokratiske og seriøse lande« ikke burde deltage i VM, og han ønsker, at flere lande går sammen og drøfter sagen.

»Skal Danmark boykotte alene? Det kan være, at det er bedre at gøre noget sammen med andre. Derfor har jeg opfordret kulturministeren til at tage problemstillingen op i relevante sammenhænge. Det er oplagt at tage op i Nordisk Råd, og det vil vi arbejde for«, siger Søren Søndergaard.

Han mener således ikke, at det er landsholdsspillernes opgave at føre udenrigspolitik.

Flertal af befolkningen er for boykot

I den sag bakkes han op af blandt andre Venstre og Konservative, der peger på, at spillerne ikke skal stå til ansvar for, at det internationale fodboldforbund (Fifa) har besluttet, at VM skal spilles i Qatar.

De Radikale og Liberal Alliance opfordrer til, at man laver en politisk boykot af slutrunden i Qatar. Det vil altså sige, at ingen fra det officielle Danmark rejser til landet, mens slutrunden er i gang.

Kulturminister Joy Mogensen (S) har tidligere slået fast, at regeringen ikke vil anbefale en boykot. Dansk Boldspil-Union (DBU) har længe stået fast på, at kritisk dialog og tilstedeværelse er vejen frem i forhold til at påvirke forholdene i Qatar. Selv vil DBU ikke træffe beslutning om en boykot. Hvis det skal på tale, skal det besluttes i Folketinget.

44,4 procent af danskerne har i en meningsmåling fra Voxmeter svaret ja til, at Danmark bør boykotte VM, mens 31,1 procent svarede nej. En gruppe danske fodboldfans har desuden stillet et borgerforslag til Folketinget om en boykot af VM.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her