Det var for 21 år siden, en af de største kollektive triumfer i dansk klubfodbold indskrev sig i superligahistorien. Voldsomt undertippede Herfølge fik i en sæson, hvor samtlige de veletablerede klubber var under vanligt niveau, sensationelt hevet titlen i land.
En af mestrene på den spillende træner John ’Faxe’ Jensen guldhold var Bo Henriksen. Den nu 46-årige med den kraftige fynske dialekt gik senere trænervejen og skabte selv nye stærke kollektiver, der præsterede langt over, hvad man kunne forvente ud fra det spillermateriale, der var til rådighed.
Brønshøj blev springbrættet til AC Horsens, som Bo Henriksen sikkert førte op i Superligaen – den Superliga, som AC Horsens efter Bo Henriksens exit i august sidste år nu er ude af igen. For ingen kunne løfte arven efter Henriksen.
Midtjylland
Trænere
Bo Henriksen, 46 år, tidligere træner i Brønshøj (2007-14) og Horsens (2014-20).
102 kampe i Superligaen som spiller for OB og Herfølge (mester i 2000).
Tidligere FC Midtjylland-trænere
2019-21 Brian Priske
(Mester i 2020 og deltagelse i Champions Leagues gruppespil)
2018-19 Kenneth Andersen
(Pokalvinder 2019)
2015-18 Jess Thorup
(Mester i 2018)
2011-15 Glen Riddersholm
(Mester i 2015)
2009-11 Allan Kuhn
2008-09 Thomas Thomasberg
2004-08 Erik Rasmussen
2002-03 Troels Bech
1999-2002 Ove Pedersen
Den store motivator Bo Henriksen gør nu sit indtog på Superligaens øverste hylde i FC Midtjylland, hvor han er ansat på en treårig kontrakt som afløser for Brian Priske. I FCM skal Henriksen genrejse et hold, der faldt sammen, da titelræset for alvor spidsede til – og hvor FCM’s mange individualister fejlede kollektiv og måtte se Brøndby løbe med guldet.
Der var mere ’mig’ end ’os’. Eller som FCM-målmand Jonas Lössl sagde til Politiken, da han stod med en skuffende sølvmedalje om halsen: »Jeg har også nogle ideer om, hvad der er gået galt, og det er jeg sikker på, at ledelsen og trænerne også har«.
Taberens klare tale: Landsholdsspiller er »pissesur« over årsagerne til FC Midtjyllands tabte guldMens Brian Priske og flere af hans forgængere nærmest havde taget eksamen på fodboldprofessorskolen og som regel stod roligt, men med alvorlige ansigtsudtryk på sidelinjen, er Bo Henriksen en udfarende type, der råber højt, gestikulerer og er klar i mælet.
Det var han også, da han blev præsenteret mandag eftermiddag.
»Det bliver sjovt, der bliver masser af drama, og så vinder vi«, lød det fra Bo Henriksen på pressemødet i Herning.
»Jeg er garant for at sætte et hold på banen, som yder sit bedste hver gang, og det vil jeg se lige fra start. Men jeg kommer ikke og skal lave vanvittige ændringer. FC Midtjyllands dna er bygget om sammenhold, power og energi, og det er gode dyder, som vi skal videreudvikle«, fortsatte Henriksen og tilføjede:
»Jeg kommer med en pakke, som forhåbentlig kan gøre, at klubben kan tage endnu en skridt«.
Vil være autentisk
Bo Henriksen er kommet til FCM for at vinde og udvikle klubben. Det er det, der driver ham som menneske.
»Men jeg skal ikke lave mig selv om. Jeg skal være autentisk og være en del af en gruppe og et fællesskab«, sagde Henriksen, der gennem et kvart århundrede i professionel fodbold har haft adresse så forskellige steder som Kidderminster, Vestmannaøerne på Island og Victory Sports Club på Maldiverne.
Herning og FC Midtjylland er trods alt noget helt andet, og det forventes, at man spiller med om superligatronen hver sæson. Og kvalifikation til europæisk gruppespil ligger ligeledes i ambitionsporteføljen, som Claus Steinlein mindede om ved siden af Henriksen. Og med gruppespil menes der Champions League eller Europa League.
Hvad var det, direktøren sagde mellem linjerne, da han evaluerede FC Midtjyllands guldtab?Den nye FC Midtjylland-træner får travlt med at forme sit kollektiv. Spillerne møder på arbejde igen 17. juni, og der er kun kort tid til at bygge op. Superligaen starter igen midt i juli, og en håndfuld dage efter venter kvalifikationskampene til Champions League mod Celtic, PSV Eindhoven eller Sparta Prag.
Men hvem kan Bo Henriksen regne med? Alexander Scholz er netop blevet solgt til japanske Urawa Red Diamonds. Målmanden Jesper Hansen har niveau til meget mere end at sidde på bænken og er en af flere spillere, Henriksen næppe vil have til rådighed. Awer Mabil og Frank Onyeka kan også været på affyringsrampen efter mere end fem år i klubben.
Jager i flok
Indpiskeren Henriksen har et bredt og etableret spillermateriale til rådighed. Og et par enkelte med store egoer. Klubdirektør Claus Steinlein har bebudet, at der vil komme en-tre nye spillere ind.
»Bo er den vigtigste, når vi skal ansætte spillere«, som Steinlein sagde på pressemødet i Herning.
Bo Henriksen får brug for alle tricks i posen med mandskabspleje. Og den nye chef for holdet med tilnavnet ’Ulvene’ – de jager som bekendt bedst i flok – ved, hvor hurtigt det kan gå i fodbold. Tre Herfølge-nederlag på ti dage i sensommeren 2000 gav en katastrofal sæsonstart, der satte kursen mod en højst overraskende degradering.
fortsæt med at læse




























