Paok FC - FC København 1-2
1-0 Andrija Zivkovic (7), 1-1 Peter Ankersen (34), 1-2 Pep Biel (50)
FC København kom allerede bagud efter otte minutter af Conference League-opgøret ude mod græske Paok, men formåede at vende det hele på hovedet og vinde 2-1. Peter Ankersen og Pep Biel stod for FC Københavns to scoringer.
Sejren betyder, at det danske mandskab nu indtager førstepladsen i gruppen med ni point. Paok har to point færre på tredjepladsen.
Hjemmeholdet fik en god start på opgøret med stort initiativ. Det kastede tidligt en scoring af sig. Omar El Kaddouri modtog bolden i venstre side, hvor han fik plads til at lave indlægget. Det ramte en Paok-spiller i brystet, hvorefter serbiske Andrija Zivkovic kunne brage bolden ind i et tomt mål.
Pep Biel fik få minutter efter en helt fri chance med målmanden efter en brøler i Paok-forsvaret, men spanieren ramte bolden helt og aldeles skævt. Det skulle Peter Ankersen råde bod på efter 34 minutter. Efter en længere periode med dansk boldbesiddelse satte københavnerne tempoet op. Bolden landede for fødderne af Jonas Wind, der hurtigt fik den dirigeret videre til Kevin Diks. Ankersen modtog herefter bolden i medløb og kunne fra en skarp vinkel sparke den gennem benene på målmanden.
Danskerne skulle kun bruge fem minutter af anden halvleg, inden Pep Biel fik endnu en chance for at komme på måltavlen. Igen var det med Diks i oplæggerens rolle, da han i et kontraangreb fandt Biel foran feltet. Spanieren flugtede bolden ind under Paoks målmand til stillingen 2-1.
Paok skulle for alvor komme tæt på at udligne efter knap en times spil. Men Karol Swiderski formåede ikke at omsætte en enorm chance i det lille felt.
I det hele taget var det hjemmeholdet, som skabte de største chancer. Flere gange var Paok-spillere helt alene med målmand Karl-Johan Johnsson, men spillerne havde svært ved at ramme skiven. Svenske Johnsson stod en pragtkamp i målet, hvor han stod i vejen for en række afslutninger. I overtiden blev Paok også ramt af et rødt kort, men det fik ikke afgørende betydning for kampens resultat.
Det emmede af en svunden og storladen tid, da legendens søn stjal point fra BrøndbyRøde Stjerne - FC Midtjylland 0-1
0-1 Guelor Kanga (selvmål, 56)
Efter godt 80 minutter i overtal slog FC Midtjylland torsdag serbiske Røde Stjerne med 1-0 på udebane i Europa League. Især midtbanespilleren Evander og kantspilleren Gustav Isaksen markerede sig fornemt på en meget regntung bane på Rajko Mitic Stadium i Beograd, hvor Røde Stjerne ikke havde tabt i næsten to år inden opgøret.
Et kraftigt afrettet frispark fra Evander i starten af anden halvleg gav kampens eneste scoring, og FCM’s sejr holder liv i klubbens ambition om at gå videre i Europa League. FC Midtjylland har efter sejren fem point på tredjepladsen i gruppen, mens Røde Stjerne har syv point på andenpladsen med to runder tilbage.
Portugisiske Braga fører gruppen med ni point, efter at holdet torsdag slog bulgarske Ludogorets med 4-2 på hjemmebane. Det bulgarske hold er sidst med ét point. De to bedste i gruppen går videre til slutspillet i Europa League, mens nummer tre får adgang til i slutspillet i Conference League.
Den værste brod blev taget af Røde Stjerne efter 11 minutters spil. Kantspilleren Gustav Isaksen blev sendt af sted i dybden og havde mere fart end stopperen Milos Degenek, der lige uden for feltet trak i nødbremsen og blev præsenteret for et rødt kort.
FC Midtjylland overtog herefter naturligt nok det spillemæssige initiativ, og med brasilianske Evander som playmaker skabte holdet enkelte fornuftige muligheder. Isaksen sparkede snert forbi efter 20 minutter, og kort før pausen trykkede Pione Sisto af midt for mål, men forsøget sad lige på hjemmeholdets målmand.
Kampbilledet med FCM som spilstyrende fortsatte i anden halvleg, og efter 55 minutter kom forløsningen. Evander sparkede et direkte frispark mod mål, og efter en markant afretning endte bolden bag en sagesløs keeper.
Jonas Lössl var foretrukket mellem stængerne for FCM, men han fik ikke meget at lave i opgøret, hvor Røde Stjerne i undertal ikke formåede at skabe mange farlige situationer. FCM var i perioder presset langt tilbage, men holdet forsvarede sig klogt og holdt hjemmeholdet fra fadet. Dybt inde i overtiden blev hjemmeholdet reduceret til ni spillere, men havde også et nærgående hovedstød, der gik lige forbi rammen til stor lettelse for FCM-spillerne.
FC Midtjylland mangler at møde Braga hjemme og Ludgorets ude i gruppen.
Ritzau
fortsæt med at læse




























