På en eller anden måde var scenerne bedrageriske.
Selvfølgelig var de danske spillere skuffede, som de traskede rundt der på græsset i Glasgow – sådan er det at være topsportsmand og tabe 2-0. Men totaludtrykket virkede mere dystert, end virkeligheden egentlig var.
Landstræner Kasper Hjulmand skridtede op ad sidelinjen, klædt i sort fra top til tå, mens han nidstirrede hvert et græsstrå i en aparte konkurrence, han umuligt kunne vinde. Et par af Danmarks spillere klappede mekanisk ad de godt to tusinde danskere, der havde klædt et hjørne af Hampden Park i rødt og hvidt, i fodboldglæde og fællessang, side om side. Kasper Schmeichel, den blonde målmandskæmpe, gjorde det samme, men gestikulerede irriteret ud i luften, straks han vendte ryggen til tilskuerne og sikkert indledte en indre kamp med sin grænseløse frustration. Og på et tidspunkt gik Andreas Christensen, den evigt milde forsvarsstjerne, i knæ og gemte sit ansigt i armene.
Det var minutterne efter Danmarks første nederlag i VM-kvalifikationen, og det virkede meget mere dramatisk, end det var. Danskerne havde for længst kvalificeret sig til slutrunden næste år med lutter sejre i de første 9 af de 10 opgør, de havde været voldsomt svækket af noget nær 20 afbud fra skadede, syge eller overbelastede spillere – deriblandt flere store profiler – og de havde tabt til et meget bedre hold af vilde skotter med ild i øjnene og røv i kilten, der lod sig drive frem af deres feststemte folkefæller.
