Det er ingen hemmelighed, at Kylian Mbappé ikke er en hvilken som helst fodboldspiller. Det bekræftede præsident Emmanuel Macron indirekte, da han onsdag kommenterede rygterne om den parisiske stjernes mulige brud med sin klub Paris Saint-Germain, PSG, til fordel for Real Madrid.
»Jeg har ikke noget scoop«, sagde præsidenten til en dreng under en teknologimesse i Paris. »Men jeg vil prøve at presse på«, tilføjede præsidenten med henvisning til, at han allerede sidste år havde deltaget i bestræbelserne på at overtale Kylian Mbappé til at blive i klubben – hvilket lykkedes.


























