De første tre danske hold i Champions League spillede tilsammen 15 udekampe – og kun FCK vandt 1. Det er uendelig svært for et superligahold at tage 3 point ude i Europa. FCK’erne gjorde det i 2010 med 2-0 over Panathinaikos. Træner Ståle Solbakken så, at grækerne ikke var skræmmende og valgte en modig, offensiv taktik. Han havde stor tiltro til sit hold og vidste, at det havde klassen til at vinde i Athen. Kasper Hjulmand stoler lige så meget på sit FC Nordsjælland-hold med det spilkoncept, den boldbesiddende stil og det taktiske fundament (4-2-3-1), der er bygget op de seneste år. Og han vil ikke gå på kompromis og ændre meget i CL-debutkampen i aften.
LÆS OGSÅ Hjulmand: Shakhtar er en kommende stormagt
Men. Shakhtar Donetsk er klart stærkere, end Panathinaikos var.
»Det er et fantastisk hold. De angriber tit med syv mand, lynhurtigt, og de bliver ved«, siger 1. team coach Flemming Pedersen, der forventer at Shakhtar med det samme vil buldre derudad.
Shakhtar spiller med to centrale midtbanefolk, der ikke er sideordnede, formationen kan kaldes 4-1-1-3-1. Begge backer er tit fremme samtidig, og Srna i højre er en af nøglespillerne.
PORTRÆTSambaklubben fra Donetsk er bygget på kul, kontanter og kynisme Andre: Topscoreren, den hængende angriber Henrikh Mkhitaryan, en farlig afslutter, der kan rive ethvert forsvar op med dynamiske løb ind i boksen. Willian, der fra venstre rykker ind og er en voldsom skudtrussel med højrebenet. Førsteangriberen Luiz Adriano, bevægelig og stærk. Spiller for spiller er Shakhtarholdet fysisk bedst. De spiller og bevæger sig hurtigere for hinanden, og teknisk springer det i øjnene, at de er gode til at sætte en mand i dueller, og deres sparketeknik er fornem. Flere af dem kan sparke bolden 70 meter stående. Den fine sparketeknik benyttes meget til hårde, flade indlæg fra siderne.




























