Først stod de lidt ved udgangen fra spillertunnelen og lod roligt blikket køre arenaen rundt. De stejle tribuner, de farverige sæder og bandeteksterne, der mindede dem om, hvorfor de var der, på National Stadium of Wales.
»Uefa Champions League – Final, Cardiff, 2017«, stod der i blå og hvide farver.
Juventus-spillerne sugede synet til sig. Så travede træner Massimiliano Allegri ind på det ternede græslagen med rank ryg og kaldte sit hold sammen i midtercirklen til den sidste træning før finalen. Der stod de side om side i sorte shorts og hvide trøjer, mens de i total tavshed lyttede til de italienske ord, der flød ud af chefens mund. Fra toppen af det mastodontiske stadion i Cardiff var det umuligt at høre, hvad Allegri sagde, men da han var færdig, klappede flere af spillerne i hænderne, rykkede sammen i en tættere klump og krammede spontant. Som om træneren havde samlet dem endnu tættere.
Signalværdien var næsten demonstrativ: Juventus er et hold, ikke blot en flok af individer ved navn Gianluigi Buffon, Gonzalo Higuain og Dani Alves. Og hvis der stadig skulle være en flig af tvivl om budskabet tilbage, kunne spillerne blot kigge op på stadionets øverste langside, hvor de kunne se de farvede plastikstykker, som Juventus-fansene i dag vil holde op mod himlen i en sort-hvid menneskemosaik med ordene: »We are one« – vi er én.
Individer mod et kollektiv
Det er kernen i Juventus. Mens dagens finalemodstander, Real Madrid, ofte er identificeret via stjerner som Sergio Ramos, Luka Modric, Karim Benzema, Gareth Bale og mest af alt Cristiano Ronaldo, er fællesskabet den røde tråd i historiefortællingen om den italienske klub. Som forsvarsprofilen Leonardo Bonucci udtrykker det i det officielle finalemagasin:
»Vi spiller som et hold, vi scorer som et hold, vi forsvarer som et hold«.
Det er Juventus nødt til. Nok er klubben en af de traditionsrigeste i Europa, men målt på økonomi har den langt op til Real Madrid – derfor må spillerne få mere ud af mindre, hvis de skal vinde finalen i dag og forhindre den spanske kæmpe i at vinde Champions League for andet år i træk som det første mandskab nogensinde. De må stå sammen som et hold.
»Jeg har hørt folk sige, at Juventus har tabt seks europæiske finaler, men det er alt sammen historie nu – det gavner ikke noget at tænke på, hvad der skete for 15, 20 eller 50 år siden. Statistik betyder intet nu, det er en finale. For at vinde den må vi være stærke, stole på vores egne evner – og vi må være et bedre hold end Real Madrid«, sagde Allegri på pressemødet.
Uanset om man ser på revisionsfirmaet KPMG’s værdiansættelse af fodboldklubber, Deloittes såkaldte ’Money League’-rapport eller tal fra Uefa’s videnscenter, står det klart, at Juventus halter langt efter Real Madrid – næsten dobbelt så stor er spaniernes omsætning. Forskellen lader sig også læse i trupperne. I grove træk kan Real Madrid tiltrække hvem som helst, mens Juventus indimellem må sælge deres stjerner, hvis en endnu større klub byder sig til. Sådan var det f.eks., da Torino-klubben solgte Paul Pogba til Manchester United for 780 millioner kroner sidste sommer. Eller da måtte lade Arturo Vidal smutte til Bayern München.
Succesrigt ’genbrug’
Derfor består Juventus-truppen primært af profiler fra konkurrenterne i Italien, selvopdagede talenter og spillere, som de endnu større klubber ville af med. For eksempel fandt Real Madrid ikke længere Gonzalo Higuain god nok, før den argentinske angriber genoplivede sin karriere i Napoli og blev købt af Juventus for størstedelen af de mange millioner fra Pogba-salget. På samme måde måtte Dani Alves forlade Barcelona, Sami Khedira var ikke længere god nok i Real Madrid, Juan Cuadrado kunne ikke spille sig på holdet i Chelsea og Mario Mandzukic slog aldrig rigtig til i Atlético Madrid. Nu er de vigtige brikker i det stærke Juventus-kollektiv.
