Han er gift med en popstjerne, har fået opkaldt en øl efter sig, er manden bag en historisk ændring af den over 100 år gamle tennisturnering Davis Cup, og så er han en af de seneste 10 års bedste forsvarsspillere i verden. Jo, Gerard Piqué har mange talenter, og på fodboldbanen er hans succes som omdrejningspunktet i FC Barcelonas defensiv usvækket og ambitionerne lige så store, som da han i 2008 for første gang indtog pladsen i klubbens midterforsvar.
I denne sæson har ærgerrigheden allerede udmøntet sig i det 9. spanske mesterskab, og hvis den 32-årige catalaner sammen med holdkammeraterne i aften kan holde Liverpool stangen og kvalificere sig til Champions League-finalen, vil det for Piqués tilfælde være femte gang, han skal spille med om det fineste europæiske klubtrofæ, og de fire første gange har han vundet.




























