Selv om megen opmærksomhed er rettet mod OL i Paris, er der fuldt program i Superligaen. Få overblikket over 2. runde her.

Delaney skabte søndagens største brøl i Parken

Hjemvendte Thomas Delaney modtager fansenes hyldest efter sejrsmålet mod AGF.  Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Hjemvendte Thomas Delaney modtager fansenes hyldest efter sejrsmålet mod AGF. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FC København - AGF 3-2

0-1 Tobias Bech (1), 1-1 Diogo Goncalves (27), 1-2 Mads Emil Madsen (32), 2-2 Orri Steinn Oskarsson (73). 3-2 Thomas Delaney (78).

Efter næsten otte år i udlandet fik Thomas Delaney søndag et sandt drømmecomeback for FC København i Superligaen.

Landsholdsspilleren blev skiftet ind efter en times spil ved stillingen 1-2 til AGF og var med til at vende kampen på hovedet. 3-2 vandt FCK efter et sejrsmål af 32-årige Delaney.

Forinden var gået en kamp, som AGF i høj grad havde stor ære af. Ligesom flere gange i sidste sæson var aarhusianerne ovenpå mod københavnerne, men søndag rakte det altså ikke til point.

Tobias Bech og Mads Emil Madsen kom på tavlen for gæsterne, mens Diogo Goncalves og Orri Oskarsson var på pletten for FCK, inden Delaney stjal alle overskrifter.

FCK er med sejren toer i Superligaen med maksimum seks point. Randers, som er FCK’s næste modstander i Superligaen, fører an på en bedre målscore.

AGF har et point efter møderne med FC Midtjylland og FCK.

Efter en meget lunken start, hvor AGF-træner Uwe Rösler havde masser af råbe til sine spillere, kom gæsterne i front efter 13 minutter.

Mikael Anderson lavede et formidabelt og energisk forarbejde i højre side, inden han fandt Tobias Bech, som fladt sparkede kuglen ind bag Nathan Trott.

AGF oppede sig markant spillemæssigt efter åbningsmålet, og Bech havde en stor chance for at øge til 2-0, inden Diogo Goncalves omsatte det straffespark, som Gift Links havde begået til 1-1.

Det holdt fem minutter. AGF bragte sig således på 2-1, da midtbanedynamoen Mads Emil Madsen efter et hjørnespark flot flugtede bolden op i krydset bag en sagesløs Trott.

Trott var til gengæld langt fra sagesløs, da han lige inden pausen var ved at forære Patrick Mortensen en scoring og skabte mere at snakke om i FCK-lejren.

Anden halvleg åbnede meget livligt, og begge hold havde chancer til mål, inden Oskarsson efter 73 minutter udnyttede, at AGF-stopper Frederik Tingager totalt mistimede en lang bold fra Kevin Diks.

Islændingen rundede Jesper Hansen og scorede resolut sit andet sæsonmål.

Fem minutter senere slog Mohamed Elyounoussi et indlæg i feltet, og Delaney oversprang AGF-stopperen Jonas Jensen-Abbewog og skabte søndagens største brøl i Parken.

AaB - Silkeborg 2-1

Mathias Jørgensen (18), 2-0 Malthe Højholt (52), 2-1 Oliver Sonne (90)

Oprykkeren AaB fik søndag klar oprejsning for 0-3-lussingen i Farum i sæsonpremieren, da det hjemme blev 2-1 over Silkeborg.

Kaptajn Mathias Jørgensen åbnede ballet før pausen, inden Malte Højholt lige efter pausen tryllede sig frem til 2-0-målet. Oliver Sonne reducerede i overtiden.

For Silkeborg var besøget i Aalborg klemt inde mellem to vigtige kampe mod norske Molde i Europa League-kvalifikationen, og midtjyderne kan trøste sig med, at holdet trods alt skabte en del chancer.

Effektiviteten skal dog skrues i vejret torsdag, hvis det skal blive til samlet sejr over Molde efter 3-1 til nordmændene i første opgør.

Med sejren har AaB ligesom Silkeborg tre point for to kampe midt i tabellen.

AaB lagde bedst fra land med et fint tryk på gæsterne, og Silkeborg-keeper Nicolai Larsen diskede op med en stor redning på sin gamle hjemmebane, inden han efter 18 minutter blev passeret.

AaB pressede sig til bolden midt på banen, og efter par hurtige pasninger frem i banen lagde den svenske midtbanedynamo Melker Widell bolden til rette for anfører Mathias Jørgensen, som sikkert åbnede sin målkonto for sæsonen.

Silkeborg spillede sig godt ind i kampen, og især i det sidste kvarter inden pausefløjtet brændte det gevaldigt på i AaB-feltet, og den tyske keeper Vincent Müller var på overarbejde.

Han blev i et enkelt tilfælde passeret, men højreback Kasper Jørgensen sparkede på stregen Tonni Adamsens forsøg væk fra farezonen.

Pausen kom belejligt for AaB, der skiftede to mand i pausen for at ændre på det afsluttende kampbillede, og kort inde i anden halvleg fik holdet ny luft.

Efter 119 målløse optrædener for AaB leverede midtbanespilleren Malte Højholt således lidt af en drømmetræffer, da han i feltet afdriblede to SIF’ere og siden Nicolai Larsen med et lækkert rul med fodsålen, inden han trillede bolden over stregen.

Silkeborg havde perioder med overtag i anden halvleg, men AaB stod bedre i mod end før pausen, og Kent Nielsens tropper havde svært ved at skabe det helt store.

I overtiden blev Oliver Sonne med simple midler sendt i dybden, og i duel med Vincent Müller fandt højrebacken nemt en vej til netmaskerne.

Silkeborg gav den et sidste skud, men største drama efter reduceringen var et direkte rødt kort til midtjydernes midtbanestrateg Mark Brink, efter at han kom alt for sent i en tackling.

Randers FC - Viborg 3-1

1-0 Florian Danho (27), 1-1 Jeppe Grønning (39), 2-1 Norman Campbell (45), 3-1 Mohamed Touré (75)

Randers FC viste søndag, at holdet kan blive en yderst ubehagelig modstander for hold med høje bagkæder, der ikke er helt afstemte.

Tre af holdets sommertilgange i offensiven lynede således efter omstillinger i en 3-1-sejr over Viborg FF på hjemmebane.

Florian Danho og Norman Campbell var på pletten i første halvleg, inden indskiftede Mohamed Toure scorede til slutresultatet i anden halvleg.

Med sejren topper Randers foreløbigt Superligaen med maksimum seks point. Viborg har et point efter sine to første kampe.

Efter en jævn og lige indledning tog Viborg kontrol med bolden og kampen, og det passede tydeligvis Randers ganske fint.

Kronjydernes trup har i løbet af sommeren fået tilgang af nye, hurtige folk i offensiven, og de blev sat fremragende i scene i kontraspillet et par gange i første halvleg.

Med norske Simen Nordli som arkitekt blev angriberen Florian Danho efter knap en halv time sendt af sted på kanten af offside i højre side, og efter et par træk ind i banen lynede franskmanden til 1-0 fra en halvspids vinkel.

Viborg-anfører Jeppe Grønning udlignede til 1-1 efter en hjørnesparkskombination fem minutter før pausen, men gæsterne blottede sig kort efter igen defensivt.

Nordli slog bolden dybt til den jamaicanske raket Norman Campbell, der afsluttede resolut og som Danho scorede sit første mål i ligaen i en situation, hvor Viborg-keeper Lucas Lund ikke så alt for overbevisende ud.

Efter en rodet indledning på anden halvleg pressede viborgenserne på efter et par offensive indskiftninger, og den store angriber Anosike Ementa kom meget tæt på en udligning, men stolpen reddede hjemmeholdet.

I stedet blev det 3-1 efter 75 minutter, da indskiftede Tammy Bany sendte bolden dybt til australske Mohamed Toure, som bidrog til festen med en kølig afslutning i duel med Lucas Lund.

Randers er om en uge på besøg hos FC København. Viborg gæster Silkeborg.

FC Nordsjælland-FC Midtjylland 2-2

0-1 Oliver Sørensen (11), 1-1 Conrad Harder (29), 2-1 Conrad Harder (34), 2-2 Oliver Sørensen (45)

Mesterholdet FC Midtjylland var både foran 1-0 og bagud 1-2, da holdet lørdag gæstede FC Nordsjælland. Og det endte 2-2 efter en udligning kort før pausen af den dobbelte målscorer Oliver Sørensen. Indimellem havde FC Nordsjællands unge frontløber Conrad Harder to gange inden for fem minutter lynet på kunstgræsset i Farum.

FCN topper med resultatet foreløbigt Superligaen med fire point for to kampe, mens FCM, der roterede en håndfuld spillere inden returmødet med Santa Coloma i Champions League-kvalifikationen, ligger i midten med to point efter to kampe.

Det var langtfra første gang, at de to hold leverede god underholdning og mange mål. I sidste sæson gav de fire indbyrdes opgør 16 mål – eller 4 mål i gennemsnit per kamp.

Løbemaskinen Oliver Sørensen åbnede ballet efter 11 minutter, da han pandede Aral Simsirs indlæg ned i jorden efter et sent indløb i feltet, hvorefter bolden sejlede ind bag FCN-keeper Andreas Hansen. Men to gange inden for fem minutter fejlede FCM’erne, og begge gange straffede FCN-angriber Conrad Harder gæsterne fra tæt hold efter glimrende forarbejde af først Oliver Antman og siden Oliver Villadsen.

Kampen var vendt på hovedet, men FCM tog 2-2 med til pausen, og opskriften var som ved åbningsmålet et indlæg fra venstre og et glimrende timet indløb af Oliver Sørensen. Edward Chilufya leverede denne gang en flad pasning, som midtbanedynamoen med venstre inderside satte yderligt i nettet.

Efter pausen var intentionerne indledningsvist stadig offensive på begge hold, men effektiviteten faldt drastisk, og begge havde svært ved at skabe store chancer.Det sluttede 2-2, og dermed er midtjyderne forsat uden sejr i Farum siden juli 2020.

Sønderjyske-Lyngby 1-1

1-0 Tobias Sommer (14), 1-1 Frederik Gytkjær (20).

Hjemmeholdet var klart bedst i anden halvleg, men Lyngby holdt stand og fik dermed revanche for 0-2-nederlaget mod FC København i sin sæsonpremiere.

Oprykkeren Sønderjyske tabte 0-1 i Silkeborg i sidste uge, men viste lovende spillemæssige takter, og de fortsatte fredag. Med udgangspunkt i en stærk organisation skabte sønderjyderne en god håndfuld kvalificerede chancer. Tobias Sommers drøn i første halvleg blev dog de lyseblås eneste træffer, og glæden varede kun kort, da Frederik Gytkjær hurtigt bragte balance i regnskabet.

Med hver et point holder Sønderjyske og Lyngby også til i Superligaens tunge ende, når runden er afsluttet på mandag.

Sønderjyske kom bedst fra land, og efter et lille kvarters spil åbnede midtbanespilleren Tobias Sommer affæren på smukkeste vis, da han erobrede bolden og efter et træk smækkede den hårdt i nettet til 1-0 fra kanten af feltet. Hurtige og driblestærke Jonathan Amon drev i perioder gæk med værternes defensiv, men der kom ikke meget ud af amerikanerens arbejde. Enten fordi han selv eller holdkammeraterne manglede skarphed.

I stedet faldt udligningen efter 20 minutters spil, da bundrutinerede Frederik Gytkjær ad et par omgange fik stopperen Maxime Soulas til at se skidt ud, inden han køligt satte kuglen ind bag en sagesløs Nicolai Flø i Sønderjyske-buret.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her