FC København og FC Midtjylland spillede 1-1 i aftenens direkte opgør om guldet i Superligaen, og dermed har københavnerne stadig en lille overhånd før de to sidste runder

FCK forsvarer førstepladsen i Superligaen efter sen udligning i topopgøret mod FC Midtjylland

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Opdateret 22.11

Desperationen var tydelig, og ukvemsordene fløj ud af munden på FC Københavns fans, før Thomas Delaney med syv minutter igen stangede bolden i mål, og det hele eksploderede i Parken.

Scoringen sikrede FCK 1-1 i guldbraget mod FC Midtjylland, som ellers var foran i størstedelen af det tætte opgør efter en scoring af Oliver Sørensen i første halvleg.

Af samme årsag vil resultatet givetvis føles som et nederlag for midtjyderne, der fortsat er et point efter københavnerne før de sidste kampe i Superligaens mesterskabsspil.

FCM møder i sine sidste kampe Brøndby og Randers, mens FCK har Randers og FC Nordsjælland på programmet.

Midtjyderne var mest desperate efter tre point, og det var til at se i indledningen, hvor københavnerne blev trykket i bund.

Uden at det udmøntede sig i enorme chancer, gjorde FCM flere gange antræk til at true Diant Ramaj i FCK-buret, men værterne red stormen af.

Efter ti minutter skiftede kampen karakter. FCK fastholdt længe et tryk og havde held med at true udeholdet over venstrekanten, hvor Elias Achouri og Victor Froholdt begge var en mundfuld at håndtere.

Sidstnævnte kom frem til opgørets første store mulighed, da han afdriblede en forsvarsspiller og hamrede lige på Jonas Lössl.

Dødboldene er altid et tema, når holdene fra København og Herning mødes. Søndagens duel var ingen undtagelse, men først så det ud til, at FCK noget uvant skulle drage fordel af den del af spillet.

Et hjørnespark endte efter en halv time i fødderne på græske Pantelis Hatzidiakos, som prikkede den snert forbi fjerneste stolpe.

Men så gik det alligevel, som det ofte gør, når midtjyderne står over for FCK. Et langt indkast blev snittet videre til Oliver Sørensen, der i fri position stangede gæsterne i front.

Lidt af et nyrehug for hjemmeholdet, der sidste år blev hægtet af i guldkampen efter et nederlag i Parken til netop FCM.

Anden halvleg blev skudt i gang med et lysshow blandt FCK-fansene, og kort efter var der næsten grund til at fortsætte festen.

En ellers noget ufarlig Andreas Cornelius kom højest på et hjørnespark, men Lössl klarede uden nævneværdige problemer.

Københavnerne havde svært ved at spille gennem FC Midtjyllands solide defensiv. I stedet forsøgte man med flere indlæg i retning af Cornelius og indskiftede Viktor Claesson.

Det så ud til at passe midtjyderne ret fint. Mads Bech Sørensen og forsvarskollegerne sendte langt de fleste ud af farezonen, og mens mørket faldt på i Parken, blev desperationen blandt størstedelen af de 34.418 tilskuere kun større.

Men med syv minutter tilbage var der for en gangs skyld præcision i et indlæg. Delaney stod i god position, og med anførerbindet på armen headede han udligningen i nettet til en sand jubeleksplosion.

Scoringen inspirerede FCK til at gå efter det hele, og med lidt mere skarphed havde værterne afgjort det kort i slutminutterne.

Men det endte meget retvisende med pointdeling i Parken.

Brøndby og FCN taber terræn

Lid nord fra København var Brøndby tidligere på dagen tæt på at få en opmuntring i form af sejr ude mod FC Nordsjælland efter at have mistet både guldchance og mulighed for pokaltriumf inden for en uge.

Brøndby førte med 2-1 kort før tid, men den 19-årige indskifter Stephen Acquah udlignede til slutresultatet 2-2 med et skud via stolpen på et tidspunkt, hvor Brøndby var reduceret til ti spillere.

Således blev Noah Nartey en nøglefigur i kampen med aktioner i hver sin ende af spektret.

Efter 68 minutter stod han for en genial assist til Yuito Suzuki ved Brøndbys mål til 2-1, men bare to minutter senere agerede Nartey knap så kløgtigt.

Han sparkede bolden væk efter at have begået frispark og fik gult kort, og da han allerede havde et gult kort fra første halvleg, måtte Brøndby spille kampen færdig med ti spillere.

Det gav FCN et stort overtag, der i sidste ende udmøntede sig i udligning.

I en underholdende kamp med højt teknisk niveau kom Brøndby blæsende fra start med et stort pres og satte sig tungt på kampen i det første kvarter.

Det udmøntede sig dog ikke i andet end optræk til muligheder og halve chancer.

Stille og roligt arbejdede FCN sig ind i kampen, der knap midtvejs i første halvleg skiftede karakter.

Nu var det hjemmeholdet, der sad på begivenhederne med sine hurtige kombinationer, og det gav føring efter en halv time.

Mark Brink - nok kampens bedste - sendte en dybdebold ind i feltet, hvor det norske stortalent Sindre Walle Egeli med en dobbelt kattepote først dæmpede bolden i luften og i næste bevægelse flugtede den i mål.

I fortsættelsen var Farum-mandskabet flere gange tæt på 2-0, og Sean Klaiber måtte redde på målstregen.

Man fornemmede, at Brøndby bare skulle til pausen med 0-1, men fik ud af det blå 1-1 med ind i omklædningsrummet, da Frederik Alves kunne pande et hjørnespark i nettet på falderebet.

Efter pausen sad Brøndby igen mest på spillet, men FCN var en smule mere nærgående, når holdet fik plads til at angribe. Unge Levy Nene var tæt på, men Patrick Pentz blokerede med en fodparade.

Brøndby blev først rigtig farlig, da et angreb til perfektion blev sat op. Suzuki tog Nartey med i et bandespil i feltet, og sidstnævnte lagde med sålen bolden til rette for japaneren, der trykkede bolden hårdt i kassen med et velplaceret skud.

I den resterende del af kampen jagtede FCN udligningen, og den kom altså ved Stephen Acquah.

I de døende minutter var FCN endda tæt på at score sejrsmålet, men det endte i en ganske passende pointdeling.

Randers vinder frem

Randers ser samtidig ud til at kunne lave det helt store nummer i Superligaens mesterskabsspil. Søndag vandt holdet med 3-1 ude over AGF og avancerer dermed til Superligaens tredjeplads med udsigt til at kunne vinde bronze.

Mens FC København og FC Midtjylland kæmper om guld og sølv, er der lagt op til en lige så tæt kamp om bronzen mellem Randers og Brøndby.

Begge klubber har 48 point og en positiv målforskel på 12, og Randers ligger lige nu treer, fordi holdet har scoret et mål mere end Brøndby.

Tidligere i mesterskabsspillet lå det i kortene, at AGF også kunne spille med om medaljer til det sidste, men AGF er faldet helt sammen i dette forår og har kun 40 point som nummer seks.

Søndagens nederlag var det femte på stribe, og ganske pudsigt er alle fem kampe tabt med cifrene 1-3.

Det var en hård skæbne søndag eftermiddag, hvor AGF faktisk skabte mere end Randers.

Det var en intens, afvekslende og underholdende fodboldkamp, som tilskuerne blev vidner til.

Bare to minutter var spillet, da Mikael Anderson sendte bolden på stolpen for AGF. Så var tonen slået an. Anderson havde flere store chancer i opgøret uden at kunne score.

Først midtvejs i første halvleg kom der gang i målscoringen, da Randers’ målfarlige midterforsvarer Wessel Dammers scorede efter et hjørnespark. Det var femte gang, at hollænderen scorede i forårssæsonen.

AGF svarede prompte tilbage, da Patrick Mortensen tog bolden til sig i feltet og sikkert udlignede til 1-1.

Mortensen kom til flere store chancer i kampen, men ligatopscoreren havde ikke sin mest effektive dag.

Derimod behandlede Randers sine chancer mere effektivt end hjemmeholdet.

Blot to minutter var spillet af anden halvleg, da Mathias Greve gik til baglinjen og sendte bolden til forreste stolpe, hvor Stephen Odey sørgede for resten til ny Randers-føring.

Odey spillede også en stor rolle, da Randers efter godt en times spil kom på 3-1. Med en perfekt bold i dybden fandt han Norman Campbell, der overlistede Leopold Wahlstedt i AGF-målet.

I den anden ende havde Paul Izzo flere store redninger i Randers-målet og var stærkt medvirkende til, at udeholdet vandt.

Silkeborg i gunstig position

I nedrykningsspillet stillede Silkeborg-træner Kent Nielsen op med flere reserver i søndagens kamp mod Sønderjyske.

En af dem, angriberen Alexander Simmelhack, slog til med kampens enlige scoring, der sikrede Silkeborg en sejr på 1-0.

Silkeborg har i de seneste uger brugt ekstra kræfter på at skaffe sig en plads i pokalfinalen, og måske derfor var stamspillerne Tonni Adamsen, Anders Klynge og Jens Martin Gammelby bænket fra start.

Med sejren cementerede Silkeborg den øverste plads i nedrykningsspillet som nummer syv med fem point ned til Viborg FF, der spiller senere søndag hjemme mod AaB.

Silkeborg har dermed fortsat to muligheder for at spille sig frem til europæisk fodbold i næste sæson - enten via pokalen eller syvendepladsen, der giver adgang til playoffkampen om at komme i Europa.

Sønderjyske skulle bare bruge et enkelt point for at være sikker på at undgå nedrykning, men udeholdet må vente lidt endnu på den mulige forløsning.

Kent Nielsens rotation gjorde ikke noget godt for Silkeborgs spil i første halvleg, som blev en rodet affære uden de store chancer.

Tre minutter inde i anden halvleg fik Silkeborg vist noget af det fodbold, der har gjort holdet så seværdigt i denne sæson.

Silkeborgs formstærke offensivspiller Callum McCowatt brød igennem i venstre side og serverede bolden perfekt for Simmelhack, der bare skulle sætte indersiden på inde foran mål.

Sønderjyske forsøgte at fremtvinge en udligning, og angriberen Lirim Qamili fik en gylden chance senere i anden halvleg, men han sendte bolden direkte på Silkeborg-keeper Nicolai Larsen.

I slutfasen forsvarede Silkeborg føringen og tog alle tre point.

AaB fortsætter nedtur

Superligaklubben AaB kan ganske enkelt bare ikke vinde fodboldkampe. Til gengæld kan de ofte tabe. Søndag rykkede nedrykningsspøgelset endnu tættere på, da holdet tabte 1-3 ude til Viborg.

I de seneste 19 kampe på tværs af alle turneringer har AaB blot vundet en enkelt kamp.

Det er medvirkende til, at AaB ligger under nedrykningsstregen med to runder igen på dårligere målscore end Lyngby, der endda først spiller mandag mod Vejle og altså har spillet en kamp mindre.

Resultatet betød samtidig også, at Sønderjyske er sikret mindst endnu en sæson i Superligaen.

De første 45 minutter i Viborg var en lige affære. Det var mere lige, end det var underholdende.

Store chancer var en mangelvare, og ingen af målmændene måtte for alvor på overarbejde for at holde målet rent frem mod pausen.

Der var generelt for mange fejl pasningsspillet for begge hold, til at der kunne skabes store chancer.

Efter pausen skete der lidt mere omkring de to felter. Men det var en ellers helt ufarlig situation, der førte til det første mål. AaB-keeper Vincent Müller leverede en topkandidat til sæsonens største brøler.

Lars Kramer afleverede helt roligt tilbage til Müller, som på grotesk vis formåede at misse sin tæmning, så bolden trillede ind i eget net.

AaB kæmpede flot trods den kolde dukkert. Og midtvejs i anden halvleg fik man skabt nyt håb.

Mathias Jørgensen blev stukket i dybden. Han trak ind og lagde perfekt bolden mellem forsvar og målmand, så Nicklas Helenius kunne glide sit andet sæsonmål i kassen til udligning.

Set over hele kampen var Viborg dog det bedre hold på banen. Og et kvarter før tid tog man igen føringen.

Efter en udmærket periode var heldet også med viborgenserne, da bolden lidt tilfældigt havnede hos Thomas Jørgensen i helt fri position i feltet. Han omsatte sikkert chancen, og syv minutter senere faldt afgørelsen.

Et frisparksindlæg blev flot styret ind af Stipe Radic, og AaB formåede aldrig at komme i nærheden af et meget tiltrængt point.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her